Forside Generelle nyheder Godt nyt til 500.000 danske boligejere: Nu kan der være...

Godt nyt til 500.000 danske boligejere: Nu kan der være penge på vej

Godt nyt til 500.000 danske boligejere: Nu kan der være penge på vej
Foto: Alexanderstock23 / Shutterstock.com

Har du ejet bolig inden for de seneste år? Så kan der være godt nyt på vej.

Der kan være en positiv overraskelse på vej til hundredtusindvis af danske boligejere.

Efter længere tids kritik har regeringen nu taget et vigtigt skridt, som kan betyde, at omkring 500.000 danskere får penge tilbage fra staten.

Pengene kan endda blive sat automatisk ind på kontoen, uden at de berørte selv behøver at ansøge om dem.

Det skriver B.T..

Staten vil rette op på urimelige opkrævninger

Baggrunden er en række udfordringer med det nye ejendomsvurderingssystem, som i flere år har skabt frustration blandt danske boligejere.

Forsinkelser i ejendomsvurderingerne har nemlig ført til, at nogle boligejere efterfølgende har modtaget en ekstraregning på deres boligskat.

Problemet er, at staten samtidig har opkrævet renter og procenttillæg af restskatten, selvom forsinkelserne ikke har været boligejernes egen skyld.

Det har udløst massiv kritik.

Nu har skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt sendt et lovforslag i høring, der skal gøre op med de omdiskuterede strafrenter.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil omkring 500.000 nuværende og tidligere boligejere få tilbagebetalt renter, som er blevet opkrævet på grund af de forsinkede vurderinger.

80 millioner kroner skal betales tilbage

Ifølge lovforslaget skal staten tilbagebetale omkring 80 millioner kroner til de berørte boligejere.

Tilbagebetalingen skal have tilbagevirkende kraft fra 2021, hvor boligskatter begyndte at blive opkrævet på grundlag af vurderinger fra det nye system.

Pengene vil være skattefri og blive overført automatisk til boligejernes NemKonto.

Tidligere boligejere kan også være omfattet af ordningen.

Derudover lægger lovforslaget op til, at arvinger til afdøde boligejere kan få renterne tilbagebetalt.

For dødsboer, der allerede er afsluttet, vil der dog være en bagatelgrænse på 1.500 kroner.

75-årige Bo får medhold

Blandt de boligejere, der kan se frem til at få penge tilbage, er 75-årige Bo Herold fra Måløv ved Ballerup.

Tidligere på året stod han frem og kritiserede, at staten havde opkrævet renter af en restskat, der skyldtes forsinkelser hos Vurderingsstyrelsen.

For hans vedkommende udgjorde strafrenterne for skatteåret 2024 i alt 314,83 kroner.

Hans hustru blev opkrævet et tilsvarende beløb, hvilket betød, at ægteparret tilsammen skulle betale 629,66 kroner.

For Bo Herold har sagen dog aldrig drejet sig om beløbets størrelse, men derimod om princippet.

“Der skal jo være en vis rimelighed i skattesystemet, og det her var langt over stregen,” siger han til B.T.

Pengene er endnu ikke på vej

Selvom der er udsigt til at få penge tilbage, er ordningen endnu ikke blevet endeligt vedtaget.

Lovforslaget er indtil videre sendt i høring med en frist den 6. november.

Herefter skal det behandles i Folketinget.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det samtidig betyde, at boligejere fremover slipper for at betale de omstridte renter og tillæg, når en forsinket ejendomsvurdering resulterer i en ekstra skatteopkrævning.

For omkring en halv million danske boligejere kan der dermed være penge på vej, hvis politikerne giver grønt lys.

Ads by MGDK