Teaterkoncerten får premiere på Østre Gasværk Teater den 19. september 2025, og den spiller fra den 7. januar 2026 i Musikhuset Aarhus.
Idémanden bag forestillingen er Østre Gasværks teaterchef, Søren Møller.
Projektet har fået sin velsignelse af Peter A.G., der især er glad for teaterkoncertens hovedtema: Fællesskabet.
Erfaren herre
Med Shu-bi-dua The Musical og musicalen Seebach har Søren Møller tidligere stået i spidsen for ualmindeligt populære forestillinger, der tager den danske sangskat under både kærlig og kunstnerisk behandling.
Som teaterchef på Østre Gasværk Teater kan han nu løfte sløret for endnu en stort anlagt forestilling, der placerer et vigtigt kapitel af den danske musikhistorie på de skrå brædder: Nemlig DE VILDE KANINER – Teaterkoncert Gnags, som naturligvis udspringer af Gnags’ katalog af klassikere.
”Jeg er superstolt og beæret over, at jeg nu for tredje gang i mit liv får lov til at løfte dansk musikhistorie ind på teaterscenen. Der er lagt i kakkelovnen til en sprudlende, gakket, rørende, vild og farvestrålende forestilling. Vi glæder os til at fyre en ny, stor teaterkoncert af på Østre Gasværk Teater og til – sammen med resten af Danmark – at råbe ’længe leve mangfoldigheden’!”
Forestillingen får premiere den 19. september på Østre Gasværk Teater, og fra den 7. januar 2026 spiller den i Musikhuset Aarhus.
Begge steder kan publikum glæde sig til den unikke kombination af teatrets interiør og den prisvindende TheatreMax-teknologi, som giver en immersiv oplevelse – bl.a. via et projektionssystem, der dækker hele publikums synsfelt, og en altomsluttende lydoplevelse, der understøttes af en akustik i verdensklasse.
Fællesskabet er det centrale tema
DE VILDE KANINER bliver instrueret af Heinrich Christensen, der også instruerede den enormt populære forestilling, Another Brick In The Wall, Part 5. Han får bl.a. selskab af Palle Steen Christensen, som bliver forestillingens scenograf, og kostumedesigner Ida Marie Ellekilde. Se den fulde oversigt over det kreative hold herunder.
”Det centrale tema for forestillingen er fællesskabet. Alle vil gerne høre til i fællesskabet, men det er ikke altid lige nemt – for indeni os alle sammen bor der en vild kanin, som har det svært med at passe ind i de kasser, som fællesskabet ofte beder os om at finde os tilpasse i,” forklarer Søren Møller og fortsætter:
”Ofte har vi lyst til bare at slippe den vilde kanin løs – men det tillader vores omgivelser sjældent. For selv de frieste fællesskaber har deres begrænsninger, og det er blandt andet denne dikotomi, som forestillingen vil udforske.”
Undervejs i forestillingen vil publikum blive ført igennem mange vidt forskellige universer, der alle har deres udspring i Gnags’ sange. Man kan allerede nu glæde sig til at opleve Mr. Swing King, Danmark, Når jeg bliver gammel, Slingrer ned ad Vestergade, Den dejligste morgen – og et utal af andre perler fra kataloget.
Velsignet af Peter A.G.
Søren Møller er den oprindelige idémand bag forestillingen. Han genkendte de aktuelle tematikker og dermed den tidløse relevans i Gnags’ musik, og det var også ham, der henvendte sig til Peter A.G. Han fik hurtigt Gnags-sangerens velsignelse til at kaste sig ud i det ambitiøse projekt.
Peter A.G. er ikke formelt en del af forestillingens kreative hold, men han har været involveret i de tidligere udviklingsstadier, hvor han har åbnet for sine egne tanker om Gnags’ univers og de sange, der vil indgå i forestillingen.
”Man vil altid gerne sætte sit spor kulturelt, og mit håb er, at forestillingen vil hjælpe musikken til at leve videre hos nye generationer. Forhåbentlig vil den også vil leve videre inde i hovedet på dem, der i forvejen kender sangene, fordi de kommer til at opleve dem i ny tid tilsat nogle nye virkemidler,” forklarer Peter A.G.
Peter A.G.: ”Fremtiden kommer til at savne fællesskabet”
Gnags-sangeren har en tæt tilknytning til forestillingens tema, som netop også er et centralt tema i hans eget virke:
”Jeg er helt overbevist om, at det fællesskab, vi også synger så meget om i Gnags, er noget, som fremtiden kommer til at savne. Så forestillingen rummer en god relevans i forhold til tiden, vi lever i – for tiden skriger på fællesskab. Man kan ikke leve uden fællesskab. Uden at blive set af hinanden. Uden at grine sammen. Du er på røven, hvis du tror, du bare kan klare dig selv, for det kan du ikke.”
Peter A.G. grundlagde Gnags i 1966, og i de 58 år, som han har tilbragt på en scene, har han lært noget om værdien af fællesskabet, sådan som det udtrykkes i musikalsk form:
”Når vi synger sammen, kan det godt være, at nogen synger falsk eller uden for rytmen. Men forløsningen ligger i, at vi er fælles om det. Det lyder altid pissegodt, når vi synger sammen – for vi udligner hinanden. Den form for fællesskab, tror jeg, at forestillingen kan være med til at holde liv i.”
Billetsalget åbner tirsdag den 29. oktober 2024 kl. 8.00 på www.gasværket.dk/de-vilde-kaniner og https://www.musikhuset.dk/kalender/de-vilde-kaniner.
Der afholdes audition til forestillingen fra den 22. til den 25. november. Tilmelding skal ske via www.gasværket.dk senest den 10. november.