Chok i Melodi Grand Prix: Vinder løj for hele Danmark

Underholdning

01/03/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Historien om det skandaleramte show får nu et nyt kapitel.

Melodi Grand Prix skal være en fest. Masser af farver, gode melodier, seernes medbestemmelse angående vinderen og alt i alt bør den lørdag aften, showet som reel løber af stablen, bare være et pusterum, hvor man kan glemme hverdagens bekymringer.

Sådan plejer det også at være, men Dansk Melodi Grand Prix 2023 var mildest talt ikke fri for problemer.

Undervejs i det stort anlagte show gik stemmeappen nemlig ned, så danskerne hjemme i stuerne ikke kunne afgive deres stemme, da vinderen skulle findes - og nu har en ny, chokerende, historie set dagens lys.

For vinderen af Dansk Melodi Grand Prix blev nemlig den blot 20-årige Reiley fra Færøerne med sangen 'Breaking My Heart'.

Men noget er galt i den ovenstående sætning - for Reiley har nemlig ikke været helt ærlig omkring sin alder.

Afsløret af gammelt opslag

Under præsentationen af deltagerne på DRs hjemmeside stod der først, at den færøske influencer og sanger var 20 år gammel. Siden fik Ekstra Bladet dog at vide, at Reiley i virkeligheden er 22 år gammel.

Men nu skal det tal skrues endnu højere op. SE og HØR kan nemlig afsløre, at sangeren er tættere på de 30 end de 20.

Ifølge et gammelt opslag fra Reileys køreskole fremgår det nemlig, at han i 2015 fejrede sin 18-års fødselsdag den 24. november med sit spritnye kørekort.

Det vil betyde, at han er 25 år og kan fejre sin 26-års fødselsdag til efteråret.

Og DR, som ellers hele tiden har påstået, at deres Grand Prix-håb er 20 år, bekræfter nu også overfor mediet, at Reiley altså ganske rigtigt er 25.

I en mail til SE og HØR skriver en presserådgiver fra DR, at Reileys alder er hans egen sag. Derfor blander DR sig heller ikke i sangerens fortælling, ligesom statsradiofonien ikke vil stille op til telefoninterview om sagen.

DR har ikke svaret på, om de hele tiden har været vidende om Reileys sande alder, hvilket SE og HØR ellers også spurgte ind til i mailen.