Alle gode gange 3 for Vingegaard? Her er ruten for Tour de France 2024

Underholdning

25/10/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det ser ret hårdt ud ...

De forgangne to somre har der været godt gang i klaphattene - selvom de nok egentlig burde have været lavet i et gult design.

Verdens bedste cykelrytter (ja, det er han lige blevet kåret som), Jonas Vingegaard, vandt nemlig Tour de France i både 2022 og 2023, og i dag er ruten for etapeløbet i sommeren 2024 blevet offentliggjort.

Men bliver det så til alle gode gange tre for den gode Vingegaard? Det er bestemt ikke urealistisk, mener hovedpersonen selv.

"Det virker til at være en rigtig hård rute. Specielt tredje uge virker til at være rigtig hård med mange højdemeter, og vi skal også højt op. Det er noget, der er godt for mig. Jeg synes faktisk, at det måske er den rute, jeg har kørt eller kommer til at køre i Tour de France, der passer mig bedst af de fire, det så nu bliver," siger Vingegaard til TV 2.

Den dobbelte Tour-vinder kørte sit første Tour de France i 2021, hvor det blev til en andenplads, der chokerede hele cykelverden.

Historisk Tour

2024-udgaven af Tour de France bliver den 111. gang, det ikoniske cykelløb bliver afviklet, men Tour'en næste år bliver historisk af flere grunde.

For det første vil Tour'en starte i Italien for første gang nogensinde, når feltet ruller afsted fra Firenze.

For det andet kører feltet ikke over den endelige målstreg på Champs-Élysées i Paris, men i stedet i den franske by Nice. Det er første gang i et halvt århundrede, Tour'en ikke slutter på den legendariske plads.

Du kan finde en detaljeret gennemgang samt etapeprofiler på alle 21 etaper på Tour de France's officielle hjemmeside.