Putin gjort til grin af tidligere præsident: Får argument for invasion skudt tilbage i hovedet

Ukraine-krisen

12/02/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Ups ...

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I sidste uge skete der noget helt ekstraordinært i Rusland.

Den kontroversielle amerikanske tv-vært, Tucker Carlson, fik nemlig lejlighed til at interviewe den russiske præsident, Vladimir Putin - og det var første gang siden krigen i Ukraines begyndelse, at en vestlig journalist har haft lejlighed til at interviewe den russiske præsident.

Interviewet er efterfølgende blevet kaldt "mikrofonholderi" af analytikere, der blandt andet påpeger udeblivelsen af kritiske spørgsmål omkring krigen, de frygtede krigsforbrydelser og den internationale arrestordre, der er udstedt på Putin.

Faktisk fik Putin lejlighed til at bruge en fjerdedel af interviewet på sit første svar.

I en 30 minutter lang svada redegjorde den russiske præsident for, hvorfor Rusland igangsatte "den særlige militæroperation", som russerne konsekvent kalder krigen, og blandt argumenterne lød, at Ukraine historisk og kulturelt hører under Rusland.

Efter interviewets offentliggørelse har en tidligere præsident imidlertid gjort tykt grin med Putins argument. For ser man på det historisk, burde Rusland knapt nok eksistere.

Det mongolske rige

Den tidligere præsident for Mongoliet, Tsakhia Elbegdorj, lavede nemlig et opslag på det sociale medie X, hvor han delte fire kort, der hver især viser, at langt størstedelen af Rusland (og for den sags skyld også Ukraine og Belaurs) oprindeligt hørte under det mongolske rige.

"Efter Putins snak har jeg fundet et historisk kort over Mongoliet. Bare rolig. Vi er en fredfyldt og fri nation", skriver den tidligere præsident på det sociale medie X.

Kortet viser fire billeder over det mongolske imperium, der blandt andet i 1471 strakte sig ind over enorme dele af, hvad der i dag er russisk territorium.

Ikke første bommert

Tidligere har den russiske præsident forsvaret invasionen af Ukraine ved at bruge historiske kort til at vise, at der faktisk aldrig har været noget, der hed Ukraine.

Her sneg der sig imidlertid en markant fejl ind. For på det kort, Putin brugte som argument, stod der "Ukraine - kosakkernes land" på fransk.

Så man lidt nærmere på kortet, er der flere ting, som kun gør hele situationen endnu mere absurd, for ikke at sige direkte pinlig.

For det område, hvor Putins fødeby, Skt. Petersborg, ligger i dag, tilhører på kortet nemlig svenskerne. Faktisk er Skt. Petersborg ikke engang nævnt på kortet.

Og skal vi så lige tage den ultimative ydmygelse?

Da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014 var et af argumenterne også, at området historisk set hører til Rusland. Men på det kort, som Putin altså bruger til at legitimere sin invasion, er Krim skam nævnt - bare ikke som russisk område.

I stedet står der, at det tilhører krimtatarerne, som er et helt andet folkeslag end det russiske.