Voldsom stigning i partnervold
Alene i december er ni kvinder i Spanien blevet dræbt af partnere eller tidligere partnere. Blandt ofrene er en 32-årig gravid kvinde, der onsdag d. 28/12 blev stukket ihjel af sin ekskæreste foran sine to teenagebørn.
Sagen tæller dog først med i statistikken, når den anholdte mand ud over enhver tvivl er blevet identificeret som gerningsmanden.
Hvis man tæller den gravide kvinde med, har der alene i år været 47 kvindelige ofre, som er afgået ved døden som følge af kønsbaseret vold.
Andre ofre tæller en 20-årig kvinde fra Madrid, som blev stukket ihjel af sin mors ekskæreste, samt en 22-årig kvinde, der faldt ned fra en lejlighed på sjette sal i Benidorm.
En social tragedie, som samfundet skal bekæmpe
Torsdag d. 29/12 var Spaniens indenrigsminister så ude at sige, at den store stigning i disse forfærdelige forbrydelser må være et wake-up call. Han opfordrede derfor alle til at anmelde enhver mistanke om kønsbaseret vold.
Ligeledes er politifolk landet over blevet bedt om at have fokus på partnervold, så kurven kan blive vendt. Iflg. ministeren er det nemlig ikke et privat problem, men en social tragedie, som samfundet må tackle.
Ministeren har ligeledes skrevet på Twitter, at Spanien i december måned har lidt et alvorligt tilbageslag i kampen mod kønsbaseret vold, der altså ofte kommer til udtryk som partnervold.
Spanien har ført statistik over kønsbaseret vold siden 2003. Pt. er der registreret 1.180 tilfælde. December måned 2022 sætter dog en tragisk rekord for Spanien med hele ni dødsfald på én måned.