Mindst 1 død og over 30 såret: Alvorlig turbulens rammer rutefly

Udland

21/05/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der var 211 passagerer ombord.

En person har mistet livet, og mere end 30 andre er blevet såret, efter et fly fra Singapore Airlines blev ramt af alvorlig turbulens.

Det skriver flere medier, herunder BBC.

Flyet var lettet fra Heathrow lufthavnen i London og var på vej til Singapore. Det endte med at blive omdirigeret og landede i Bangkok omkring kl. 9 i morges dansk tid.

I en meddelelse af selskabet lyder det, at der var 211 passagerer ombord foruden flypersonalet, der talte 18 personer.

"Singapore Airlines sender de dybeste kondolencer til den afdødes familie", lyder det videre i meddelelsen.

Uvist årsag

Luftfartsselskabet tilføjer, at det samarbejder med myndighederne i Thailand for at sikre medicinsk støtte til passagererne, ligesom der også er blevet sendt et hold til Bangkok for at hjælpe med eventuelt anden nødvendig assistance.

Det er stadig uklart, hvad der faktisk skete ombord på flyet.

Turbulens er en velkendt ting, når det gælder flytrafik, men det er utroligt sjældent, at turbulens fører til dødsfald. Som regel resulterer det i nogle uskyldige bump i kabinen, uden at nogen kommer til skade.

Nogle gang er piloterne endda i stand til at forudsige, at det vil ske. Derfor sker det, at piloter giver hinanden besked om, at der er turbulens i et givent område, inden et andet fly nærmer sig det samme sted.

Det kan imidlertid også dukke op ud af ingenting.