Bevæbnede mænd i stemmeboksene: Videoer viser angiveligt udbredt svindel ved russisk valg.

Udland

22/03/2024

Foto: Screenshot, YouTube
Foto: Screenshot, YouTube

Skrevet af J. Bøgen

Der er også klip af, at stemmeurnerne bliver fyldt med sedler - fra de samme to personer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvor troværdigt er det russiske valgresultat?

Den siddende præsident blev genvalgt, angiveligt med 87 procent af stemmerne, og derudover var valgdeltagelsen rekordhøj - i hvert fald ifølge de russiske myndigheder.

Til gengæld er der mange andre, der både har kritiseret, affærdiget og latterliggjort valget som værende en parodi på demokratiet, og flere analytikere har endda forsøgt at finde frem til, om Putin fik ekstra stemmer som følge af svindel - og i så fald hvor mange.

Det uafhængige russiske medier Novaya Gazeta, hvis journalister har forladt Rusland efter invasionen af Ukraine og nu befinder sig i Letland, har brugt en velrenommeret model til at finde ud af, om Putin faktisk fik falske stemmer for at puste resultatet op, og ifølge deres tal fik Putin mindst 22 millioner falske stemmer.

Det lyder måske som et absurd højt tal, for hvordan kan man overhovedet slippe afsted med at smide så mange falske stemmer i stemmeurnerne?

Nu er der dukket en overvågningsvideo op, som angiveligt viser, hvordan de russiske myndigheder har gjort det.

Vagten smutter

I videoen ser man i det første klip et tomt stemmelokale, hvor en kvinde kommer ind og går hen til stemmeurnen.

Her sætter hun sig på knæ og begynder at putte sedler fra den stak papirer, hun har med sig, ned i stemmeurnen.

Valgstedets vagt kigger hen på kvinden uden at gøre noget, og kort efter forlader han lokalet.

Efter, han har forladt stedet, kommer endnu en kvinde ind, og hun slutter sig til den førstes projekt med at putte sedler i stemmeurnen.

I det næste klip ser man en mand stå inde i stemmeboksen, angiveligt for at afgive sin stemme. Han bliver imidlertid fjernet af en betjent på stedet, lagt i håndjern og efterfølgende afhørt på russisk.

I det tredje klip ser man ikke, hvad der er gået forud, men to soldater har tvunget en person ned på jorden, og efter at have lagt ham i håndjern, bliver vedkommende ført ud af lokalet.

I det sidste klip ser man en soldat bevæbnet med en AK 47-riffel gå ind i stemmeboksene og kigge de stemmende over skuldrene, angiveligt for at sikre sig, at de sætter krydset ved den "rigtige" kandidat.

Se videoen herunder.