Forside Sundhed Rigshospitalet advarede disse danskere om Panodil: Nu er der nyt

Rigshospitalet advarede disse danskere om Panodil: Nu er der nyt

Ibuprofen, panodil, hovedpine, piller, paracetamol
SiljeAO / Shutterstock.com

En opsigtsvækkende advarsel om populær håndkøbsmedicin skabte bekymring. Nu går andre forskere i rette med budskabet

En almindelig pakke Panodil, Pamol eller Pinex står i mange danske hjem. Men nu er paracetamol blevet centrum for en opsigtsvækkende strid blandt forskere.

Rigshospitalet har offentliggjort resultaterne af et studie, der forbinder brugen af paracetamol under graviditeten med biologiske forskelle hos spædbørn.

Hospitalet har blandt andet opfordret gravide med milde smerter til at tænke sig om en ekstra gang, før de bruger det.

Men udmeldingen møder nu kraftig kritik, skriver Ekstra Bladet.

To forskere mener ifølge Videnskab.dk, at resultaterne bliver tolket for vidtgående, og at undersøgelsen ikke kan bevise, at paracetamol er årsag til de forskelle, der er blevet observeret.

Markante forskelle blev observeret

Kvinderne i undersøgelsen havde i gennemsnit indtaget 3 gram paracetamol i løbet af hele graviditeten – hvilket svarer til omkring 6 tabletter.

Hos pigerne blev der blandt andet fundet 41 procent mindre æggestokke, 23 procent færre æg og 13 procent mindre livmoder sammenlignet med børn, hvis mødre ikke havde taget smertestillende medicin.

Men her er der en væsentlig detalje.

Der er tale om et observationsstudie. Det betyder, at den påviste sammenhæng ikke i sig selv kan dokumentere, at paracetamol har været årsag til forskellene.

Bekymret for unødig uro

Klinisk professor Per Damkier fra Syddansk Universitet mener, at Rigshospitalet går for langt i sin formidling.

“Det risikerer at skabe uro blandt sundhedspersonale, gravide og kvinder, der har født, og som har taget paracetamol,” siger Per Damkier til Videnskab.dk.

Sammen med lektor Michael Charles Sachs fra Københavns Universitet peger han desuden på, at resultaterne er statistisk usikre.

Samtidig er det ikke entydigt dokumenteret, at mindre æggestokke eller færre æg hos et barn på tre måneder har betydning for fertiliteten eller sundheden senere i livet.

Forskerne fra Rigshospitalet afviser kritikken og fastholder, at deres budskab er i overensstemmelse med de gældende retningslinjer. Samtidig understreger de, at undersøgelsens begrænsninger fremgår af deres formidling.

Ads by MGDK