Ny dansk forskning: Nu har man fundet den bedste løsning for patienter med svær slidgigt i hoften

Sundhed

31/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Slidgigt i hoften er en meget almindelig lidelse, især blandt ældre. Behandlingen ved svær slidgigt i hoften er at udskifte hofteleddet med en kunstig hofte. I Danmark udføres der hvert år cirka 11.000 operationer for slidgigt i hofteleddet.

"Der har manglet forskning, der direkte sammenligner om operation er at foretrække frem for træning hos personer med svær slidgigt. Derfor har vi nu i et lodtrækningsforsøg undersøgt, om der er forskel imellem de to typer af behandling," forklarer Thomas Frydendal, projektleder og ph.d.

Resultatet var klart: Deltagerne i forsøget fik bedre selvrapporteret smertelindring og funktion i dagligdagen med en operation med kunstig hofte end med træning.

Operation er bedst, men træningen er ikke nødvendigvis spildt

Deltagerne var vurderet egnede til operation, inden de kom med i forsøget og blev altså igennem lodtrækning tildelt enten operation med kunstig hofte eller træning. De var informeret om, at hvis behandlingsforløbet med træning gav utilstrækkelige forbedringer, for eksempel på smerterne, så kunne de tilvælge operationen undervejs.

"Efter et halvt år havde 21 % af de deltagere, som skulle træne, fået en hofteoperation, og efter to år har 23 % fortsat fravalgt operation. Vi kan ikke give præcise grunde til, hvorfor den enkelte deltager endnu ikke er blevet opereret, men det belyser eventuelt vigtigheden af, at personer med slidgigt i hoften, gennemfører anbefalet ikke-kirurgisk behandling som for eksempel træning, inden lægen henviser til kirurgisk vurdering," forklarer Kim Gordon Ingwersen, initiativtager til projektet og forsker ved Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.

Andre studier har vist, at styrketræning ser ud til at medvirke til, at personer med slidgigt i hoften kommer sig hurtigere efter operation.

Hjælp til fælles beslutning om behandlingsvalg

Forskningsprojektet giver klinikere og personer med svær slidgigt i hoften der er fundet egnet til kunstig hofte konkret information om, hvad der kan forventes af forbedringer, hvis de vælger operation eller træning.

"Vi har vist, at behandling med kunstig hofte er bedst, men at træning kan være tilstrækkelig for nogle personer og ofte udsætte behovet for operation. Denne viden kan bruges som en del af et beslutningsværktøj i klinisk praksis for at sikre evidensbaseret fælles beslutningstagen om behandlingsvalget," siger Kim Gordon Ingwersen.

"Vi formodede inden projektet, at operation med kunstig hofte var bedre, men nu har vi en gang for alle slået det fast, som det første lodtrækningsforsøg på verdensplan," forklarer Søren Overgaard, Professor og ortopædkirurg ved Bispebjerg Hospital, og runder af:

"Samtidig kan vi se at nogle personer ser ud til at kunne klare sig med et træningsforløb, hvilket også er god ny viden."

Om studiet

  • Studiet er udgivet i det anerkendte medicinske tidsskrift New England Journal of Medicine

  • Et klinisk lodtrækningsforsøg med 109 patienter fra 4 hospitaler.

  • 53 patienter blev opereret og fik en kunstig hofte, mens 56 patienter fik et træningsforløb, hvor de to gange ugentligt i 12 uger trænede med en fysioterapeut. Herefter fik de tilbudt et 12-ugers træningsprogram, de selv kunne fortsætte med.

  • Effekten blev målt på selvrapporteret hoftesmerte og –funktion ved hjælp af et spørgeskema.