Misbrug går i arv, viser nye tal

Sundhed

28/03/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hvis dine forældre har et misbrug af alkohol eller stoffer, har dine bedsteforældre sandsynligvis også haft det. Nye tal fra organisationen TUBA viser, at misbrugsproblemer går i arv. Organisationen peger på, at der er brug for en styrket forebyggende indsats for at støtte unge i at bryde den negative sociale arv.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke kun øjenfarve og hårfarve, der går i arv. Det gør misbrugsproblemer også.

Nye tal fra organisationen TUBA, som tilbyder hjælp til unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug, viser, at 47 procent også har bedsteforældre med alkoholproblemer.

”Tallene viser med al tydelighed, at problemerne i familier med misbrug ofte er nedarvet gennem flere generationer. Det sætter to store streger under det, vi i TUBA allerede ved. Der er brug for en bedre forebyggende indsats, som kan styrke de unge i at bryde mønstret og forhindre, at misbrugsproblemer går i arv,” siger Kåre Skarsholm, landsleder i TUBA.

Tallet er et af flere tal om unge fra familier med alkohol- og stofmisbrug, som TUBA netop har offentliggjort. De er baseret på spørgeskemaundersøgelser foretaget blandt 1.671 unge i alderen 14-35 år, der startede i terapeutisk behandling i TUBA i 2024.

Et misbrug kommer sjældent alene

I en familie med misbrug er misbruget sjældent det eneste problem. Ofte er der overlappende svigt, udfordringer og dysfunktioner i hjemmet.

I samme spørgeskemaundersøgelse svarer 64 procent, at de har været udsat for psykisk vold, mens 42 procent har oplevet fysisk vold eller trusler herom i deres barndomshjem. 55 procent tror, at deres far – og 46 procent at deres mor - lider af en psykisk sygdom. Derudover fortæller 26 procent, at en af deres forældre var eller muligvis var indblandet i kriminalitet i deres barndom.

Jo flere svigt et barn udsættes for, jo større er risikoen for en lang række psykologiske, sociale og helbredsmæssige udfordringer senere i livet. Unge fra familier med misbrug kæmper oftere end deres jævnaldrende med problemer som angst, depression, lavt selvværd og ensomhed. Derudover er de i større risiko for psykiatriske indlæggelser og for selvmordsadfærd. Af de unge, der gik i TUBA i 2024, har 27 procent forsøgt eller truet med selvmord.

Potentiale for positiv forandring

Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser hvert 10. barn op i en familie med alkoholmisbrug. Et studie fra Center for Rusmiddelforskning peger på, at hver 7. vokser op med forældre med enten alkohol- eller stofmisbrug. Forskning viser desuden, at ca. 40 procent af alle, der vokser op i en familie med misbrug, selv udvikler et misbrug senere i livet.

Omfanget af problemet er stort – og det samme er potentialet for at hjælpe tusindvis af unge med at bryde ud af de negative mønstre, som ofte er nedarvet gennem flere generationer, lyder det fra Kåre Skarsholm.

"Unge fra familier med misbrug er ofte lige så belastede som deres forældre. Som samfund har vi en tendens til at fokusere på indsatsen til den misbrugende, og her bliver børnene og de unge ofte glemt. Hvis vi tør se dem, og give dem den hjælp, de har brug for, er her et kæmpe potentiale for at stoppe misbrugsproblemer i at gå i arv," fortæller landsleder i TUBA, Kåre Skarsholm.

Forebyggelse hjælper

Med udgivelsen af de nye tal, kommer organisationen TUBA også med en række anbefalinger til at forbedre forholdene for unge fra familier med misbrug. De anbefaler blandt andet, at der bør være et langt større fokus på de langvarige og alvorlige konsekvenser af en opvækst med misbrug samt en øget indsats til unge over 25 år.

Det er vigtigt forebyggende arbejde at tilbyde unge voksne hjælp til at bryde negativ social arv, lyder det fra organisationen. Det vil bl.a. mindske risikoen for at misbruget gentager sig, og det vil give de unge voksne mulighed for at skabe mere stabile liv med større trivsel og balance, hvilket kommer både den enkelte og samfundet til gode.