Forskere fra Københavns Universitet peger på, at vores kost påvirker kroppen på en overraskende og uventet måde.
Lige nu læser andre
Mange af os spiser den samme slags mad året rundt – frisk frugt, kød, mejeriprodukter og brød, som om det altid var sommer. Men ifølge ny forskning kan den vane faktisk forvirre kroppens indre ur og få os til at leve ude af takt med naturens rytme.
Et internationalt forskerhold med deltagelse fra Københavns Universitet har fundet ud af, at det ikke kun er sollyset, men også den mad, vi spiser, som påvirker kroppens biologiske ur.
I forsøg med mus viste forskerne, at kosten har betydning for, hvordan kroppen tilpasser sig årstiderne.
Sommermad i vintertid
Mus, der fik en såkaldt ”sommerkost” med mange kalorier og et lavt indhold af flerumættede fedtsyrer, tilpassede sig hurtigere til sommerens lys – men langsommere til vinterens mørke. Det skyldes, at fedtstofferne i maden sender signaler til hjernen, som hjælper kroppen med at afkode, hvilken årstid den befinder sig i.
Professor Thomas Mandrup-Poulsen fra Københavns Universitet forklarer, at der kan opstå et problem, når vores kost og omgivelser ikke længere passer sammen:
”Om vinteren kan der opstå et mismatch mellem den kortere lysimpuls og vores fødeindtag, som fortæller kroppen, at det er sommer,” siger han.
Kroppen tror, det er sommer
Læs også
Det moderne menneske har adgang til energirig mad hele året, og derfor lever mange af os i en slags “evig sommer”. Forskerne peger på, at denne ubalance kan føre til et biologisk jetlag, hvor kroppen mister fornemmelsen af årstiderne.
Ifølge studiets hovedforfatter Daniel Levine kan det betyde, at vi lagrer mere energi, end kroppen egentlig har brug for – lidt som et egern, der samler forråd året rundt. Det kan øge risikoen for overvægt, hjerte-kar-sygdomme og andre livsstilsproblemer.
Spis med årstiden
Forskerne foreslår, at vi i højere grad vender tilbage til at spise efter sæsonen – som man gør i middelhavskøkkenet eller det nordiske køkken. Det vil ikke bare hjælpe vores krop med at finde rytmen igen, men også være bedre for miljøet.