Ifølge en artikel offentliggjort i The Guardian kan vi se frem til nye vacciner inden alt for længe. Vacciner, der kan redde mange liv og være med til at reducere antallet af dødsfald til mange livstruende sygdomme.
Dr. Paul Burton er sikker på, at Moderna vil kunne tilbyde vacciner til rigtig mange forskellige sygdomme om så lidt som fem år.
"Vi vil have den vaccine, og den vil være meget effektiv. Den vil redde mange hundredetusindevis, hvis ikke millioner af liv. Jeg tror, vi vil kunne tilbyde personlige kræftvacciner mod flere forskellige tumortyper til mennesker over hele verden," fortalte Burton.
Han sagde ligeledes, at mRNA-behandlinger kunne være en løsning mod sjældne sygdomme. Sygdomme, hvor der i øjeblikket ikke er nogen tilgængelige behandlinger.
"Jeg tror, vi vil have mRNA-baserede behandlinger til sjældne sygdomme, der tidligere var uhelbredelige, og jeg tror, at vi om 10 år vil nærme os en verden, hvor du kan identificere den genetiske årsag til en sygdom og med relativ enkelhed gå ind og redigere den og reparere det ved hjælp af mRNA-baseret teknologi," tilføjede Burton.
En del af dette gennembrud i medicinen tilskrives Covid19-pandemien.
"Jeg tror, det var pandemien som accelererede denne teknologi. Det har tilladt os at opskalere produktionen, så vi er blevet ekstremt gode til at fremstille store mængder vaccine meget hurtigt," forklarede forskeren.
Andre eksperter er helt enige med Burton. Vaccinemulighederne vil indenfor de næste fem år være udvidet betragtelig.
Allerede i februar gav den amerikanske fødevare- og lægemiddeladministration Modernas personlige kræftvaccine en særstatus, hvilket betyder, at dens regulatoriske gennemgang vil blive fremskyndet. Derfor er det bestemt muligt, at der snart er en vaccine på vej mod kræft.