Ca. 1 af 4 danskere er syge - vi er på niveau med Omikron-bølgen

Sundhed

18/12/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er ikke noget at sige til det, hvis mange i din omgangskreds er ramt af løbende næse, hoste og lignende.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Nej, det er ikke dig, der er paranoid. Der er usædvanligt meget sygdom i omløb for tiden.

Faktisk er det ikke en helt dum idé at finde de gamle coronavaner som albuehilsener, afstand og måske endda mundbind frem igen, for er du ude blandt andre mennesker, er der overhængende risiko for, at du er i nærheden af en, der bærer på et eller andet ubehageligt.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, vurderer faktisk overfor TV 2, at det er ufattelige 20-30 procent af befolkningen, der lige er ramt af sygdom.

Et tal, der, ifølge Statens Serum Institut, "nok matcher meget godt".

Tilbage til Omikron

Der bliver slet ikke testet i samme omfang som under coronapandemien, men Statens Serum Institut holder øje med spildevandet for at se, hvordan smitten udvikler sig - en udvikling, der ikke er rar læsning.

For i den seneste ugentlige opgørelse, som kom d. 13. september, var smitten "kraftigt stigende" med over 10.000 tilfælde.

Det bringer os op på et coronasmitte-niveau, der svarer til februar 2022, hvor Omikron-varianten gjorde sit indtog i Danmark.

Men en ting er, at coronavirus er i kraftig stigning, for det er ikke den eneste virus, der lægger danskere ned på stribe i denne tid. Både RS-virus, influenza, atypisk lungebetændelse og kighoste er også i omløb, og smitten stiger over hele linjen.

"Der er ingen tvivl om, at vi har den perfekte storm, som vi har advaret om flere gange tidligere, fordi alle de her sygdomme topper på samme tid," siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, til TV 2.

Find corona-vanerne frem igen

Randrup Thomsen mener ikke, der er behov for store politiske indgreb som nedlukninger, 2-meters-krav og mundbind i det offentlige rum, men det er alligevel på tide, at vi finder de gode coronavaner frem igen.

For eksempel skal vi sørge for at blive hjemme, hvis vi er syge, og går man og skranter, skal man, så vidt muligt, arbejde hjemme.

Derudover mener Randrup Thomsen også, at man kan overveje at finde albuehilsenen frem igen.

Nu kan man måske gå og frygte, at vi står overfor en aflysning af julen, men det bør vi ikke være bekymrede for.

Statens Serum Institut anbefaler nemlig ikke, at man bliver væk fra at se venner og familie, men igen lyder opfordringen til at huske de sædvanlige råd, som også Randrup Thomsen oplister.