20 minutter om dagen gør stor forskel: Sådan kan du hjælpe både dig selv og andre med et forebygge hjertekarsygdom

Sundhed

09/10/2023

Foto: Hjerteforeningen
Foto: Hjerteforeningen

Skrevet af J. Bøgen

Hjerteforeningen og TrygFonden søger nye gå-værter for at hjælpe danskerne med at få rørt sig mere.

Over halvdelen af danskerne bevæger sig for lidt, og det øger risikoen for bl.a. hjertekarsygdomme. 

Men bare 20 minutters gang dagligt, hvor man bliver let forpustet, kan reducere risikoen for hjertekarsygdom med 20 procent. 

Gang er en enkel måde at bevæge sig på, der ikke kræver specialudstyr eller særlig erfaring. Men selvom det er nemt, viser det sig, at mange har brug for hjælp til at komme op ad sofaen.

Derfor søger Hjerteforeningen og TrygFonden flere frivillige gå-værter til at starte lokale gå-grupper gennem initiativet GÅ MED. 

Som gå-vært får du ikke kun glæden ved at hjælpe andre, men også de sundhedsmæssige fordele ved regelmæssig motion og styrkede sociale relationer, fastslår sundhedsekspert Bente Klarlund:  

"Når vi engagerer os frivilligt, gør vi ikke kun noget godt for andre, men vi får også selv meget igen. At være en del af et fællesskab og bidrage aktivt er sundt for både krop og vores mentale velbefindende," siger Bente Klarlund, som er professor ved TrygFondens Center for Aktiv Sundhed

Kom med i fællesskabet

Der er allerede over 150 engagerede gå-værter i Hjerteforeningen, men fordi så mange danskere ønsker at GÅ MED, er behovet større.  

"Siden 2021 har vi etableret mange lokale gå-grupper, men vi har brug for endnu flere frivillige for at nå ud til flere, der vil ændre deres vaner," fortæller Hanne Munk Scheller, seniorprojektleder for GÅ MED i Hjerteforeningen, som håber, at flere vil være med i fællesskabet. 

"I GÅ MED er der plads til alle. Her handler det ikke om at gå hurtigt eller langt. Det handler om at komme afsted, få gode oplevelser i det fri og at få hjælp til gode vaner," siger Hanne Munk Scheller.   

Fakta om GÅ MED

  • GÅ MED er en del af Hjerteforeningen og TrygFondens partnerskab KOM MED.  Læs mere om indsatsen og se hvordan du bliver frivillig gå-vært her.

  • Der findes gå-værter i 65 kommuner fordelt over hele landet, og der er plads til endnu flere.  

  • Vil du være frivillig gå-vært? Meld dig på gratis inspirationskursus her.