2 nye områder på listen: Farlig flåtvirus breder sig

Sundhed

25/05/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Virussen kan give hjernebetændelse.

De fleste danskere kan nikke genkendende til, at de en gang eller to har fået at vide, at de skal kigge sig selv efter, når man har været en tur i skoven.

Dette skyldes, at størstedelen har stor respekt for det lille dyr i skoven, som kan ende med at lave stor skade. 

En bekymrende udvikling tyder på, at den farlige flåtvirus TBE, også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse, kan have spredt sig til to nye områder i Danmark.

Det skriver TV2 Øst, som har talt med Anders Fomsgaard, overlæge og virusforsker ved Statens Serum Institut (SSI).

Normalt kun på Bornholm

Historisk set har TBE-virusset primært været forbundet med den danske ø Bornholm, hvor det har været til stede i over 50 år. Siden 2018 er der dog også rapporteret tilfælde i Nordsjælland, specielt i Tisvilde Hegn og enkelte andre steder.

Nu har SSI udpeget to nye mulige risikoområder på Sydsjælland, nemlig Stensved og Fedet.

Sidste år blev flere patienter indlagt med hjernebetændelse, efter at være blevet smittet i disse områder. Dette indikerer en mulig spredning af TBE-virusset.

"Vi er begyndt at operere med et begreb, der hedder, at hvis mere end to personer har været smittet i samme område indenfor en periode af tre år, så mener vi, der kan være TBE i området, uden vi helt præcist ved hvor," forklarer Anders Fomsgaard.

Han understreger dog, at TBE-virusset findes meget lokalt og at smitte er sjælden.

Fra 2 til 11 tilfælde

Mens der for ti år siden kun var et til to tilfælde årligt, var der hele 11 tilfælde i 2023. 

De fleste smittede med TBE-virus oplever ingen symptomer, men for nogle kan infektionen udvikle sig til hjernebetændelse, som kan medføre alvorlige symptomer såsom kraftig hovedpine, svimmelhed, kvalme, opkastninger, nakkestivhed og psykiske symptomer.