Dronningen trækker sig - kan ikke være del af konflikt om pris

Royalt

04/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Den danske afdeling af rådet har desuden trukket sine nominerede tilbage.

Prisen kaldes populært Nobelprisen i børnelitteratur, men de fleste af os kender den nok under dens reelle navn: H.C. Andersen-medaljen.

Den bliver uddelt hvert andet år, men i 2023 er noget anderledes - Dronning Margrethe II af Danmark er nemlig ikke længere protektor for prisen.

Kongehuset forklarer i en kort udtalelse til DR, at årsagen til, at dronning Margrethe ikke længere er protektor for børnebogsprisen H.C. Andersen-medaljen er den strid, der er i organisationen.

Det er Det Internationale Råd for Bøger for Unge (IBBY), der uddeler prisen, men for nogle måneder siden blev der sået stor splid internt i rådet.

På en kongres i september 2022 blev det nemlig en russisk tegner og fagforeningsperson, der blev udpeget som formand for juryen, der uddeler prisen.

Og det har nu fået Ukraine, Sverige, Norge, Finland, Litauen, Letland, Estland, Belgien og Moldova op i det røde felt. Faktisk så højt op, at samtlige lokalafdelinger fra de nævnte lande kræver, at den russiske formand for juryen træder tilbage.

IBBY's danske afdeling har også diskuteret sagen, men der var i sidste ende ikke flertal i bestyrelsen for at blive medunderskriver på kravet om tilbagetrædelsen.

Til gengæld har den danske bestyrelse valgt at trække sine nominerede til prisen.

Den valgte russiske formand for juryen, Anastasia Arkhipova, er verdenskendt tegner og illustrator og har blandt andet laver illustrationer til de russiske oversættelser af H.C. Andersens eventyr.

Men hun sider også i bestyrelsen for Moskvas Kunstnerforening, der i øjeblikket er særdeles aktive i at promovere krigen i Ukraine.

For eksempel afholdt foreningen for nylig en konkurrence, hvor russiske kunstnere skulle indsende plakater, videoer og memes til brug på de sociale medier. Bidragene skal så bruges til at fremme "genforeningen af historiske, russiske lande", skriver DR.

Til trods for, at Arkhipovas navn står på hjemmesiden for kunstnerforeningen, nægter hun at have noget med den at gøre. Hun har også taget afstand til førnævnte konkurrence, som hun kalder "afskyelig".