35 procent af 65+ går ture på ferien: Dette bruger vi ellers tiden på

Rejse

16/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hvad er det vigtigste for dig, når du er på ferie?

Sol, en god svømmetur og seværdigheder står øverst på listen over ting, vi danskere gerne vil opleve på ferien. Men det er ønsket om uafbrudt kvalitetstid med vores nærmeste, der er den vigtigste grund til, at vi rejser til udlandet.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo Rejser.

I undersøgelsen svarer hele 35 procent, at det at rejse sammen styrker forholdet til de nærmeste. Samtidig angiver mere end 60 procent, at det giver dem værdifulde minder at rejse. Og hele 50 procent fortæller, at det er minderne fra aktiviteter, man lavede sammen, man husker bedst, når ferien er slut.

”Fordi vi bor i et land, hvor solen næsten aldrig skinner i mere end tre sammenhængende dage, er vejret selvfølgelig en vigtig grund til, at vi prioriterer ferie i udlandet så meget, som vi gør. Men samtidig er kvalitetstid fortsat den vigtigste faktor – simpelthen fordi der sjældent er tid nok i hverdagen derhjemme,” siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.

Glade børn – og glade forældre!

Det er da heller ikke overraskende, at det er par og familier, der udgør den største andel af Apollos rejsende – og især skolernes sommerferie er populær hos sidstnævnte. Hos rejsearrangøren står børnefamilier således for halvdelen af ​​sommerens rejser – og mange tager hele familien med på rejsen. På den måde kan man dyrke kvalitetstid sammen alle sammen eller dele sig op efter lyst og behov.

”At kunne rejse væk med familien er noget af det fineste, der findes. Samtidig er man sammen hele døgnet, og som forældre er man måske hele tiden lidt ekstra på dupperne – især hvis børnene er små. Derfor er børneklubberne også så utroligt populære. Børnene elsker det, fordi de kan boltre sig med jævnaldrende, lære nye ting og skabe nye venskaber, mens forældrene får lov til at sænke skuldrene og forkæle sig selv med lidt alenetid,” forklarer Glenn Bisgaard.

Men hvad betyder voksentiden egentlig på ferie? Ifølge Apollos undersøgelse er der især tre ting, som danske forældre prioriterer:

1. Vi har sex

33 procent angiver, at de prioriterer sex, når de har alenetid uden børnene, og det er især aldersgrupperne 18-29 og 30-49 år, der skiller sig ud.

Her er procentdelen hhv. 55 og 44 procent. I aldersgruppen 50-64 år er andelen 21 procent, mens det gælder 14 procent for de +65-årige.

2. Vi går ture

28 procent angiver, at de bruger deres alenetid til at gå ture. De mest aktive til at vandre og gå ture er de +65-årige.

Blandt denne gruppe udnytter mere end hver tredje (35 procent) tiden på at gå og vandre, mens det blot gælder 25 procent af de 18-65-årige.

3. Vi soler og bader

Når man rejser med børn, er der ikke altid al tid i verden til uforstyrret at nyde en god bog i skyggen eller tage en god svømmetur.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at 22 procent af forældrene svarer, at de bruger deres alenetid på netop det: Solbadning og på at svømme.

Andre populære ting, voksne bruger deres alenetid på i ferien, er at nyde en lang frokost eller en god  powernap, træning, shopping eller læse en bog.

*Undersøgelsen blev gennemført af Norstat på vegne af Apollo i september 2023. Undersøgelsen havde over 1.000 respondenter i alderen 18-70 år i Norge, Sverige, Danmark og Finland.