Pernille Vermund politianmeldt af Nye Borgerlige

Politik

15/05/2024

Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

Et andet tidligere medlem er også blevet meldt til politiet.

En storm har ramt Nye Borgerlige, efter at partiets hovedbestyrelse har valgt at politianmelde deres tidligere formand, Pernille Vermund, som forlod førstnævnte til fordel for Liberal Alliance, som hun aktuelt er medlem af.

Tidligere medlem af Nye Borgerlige Kim Edberg Andersen er også blevet politianmeldt.

Anmeldelsen er et resultat af anklager om, at de to personer har lukket partiets folketingsgruppe og bankkonti uden afklaring af økonomiske forhold, hvilket hovedbestyrelsen mener er sket på ulovlig vis.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det hævdes videre i anmeldelsen, at Nye Borgerliges bankkonti var blevet lukket, inden de økonomiske forhold var afklaret.

"Det er fuldstændig foragteligt"

Organisatorisk formand for Nye Borgerlige, Kenneth Korsbæk Olsen, bekræfter over for Ekstra Bladet, at man mandag formiddag indleverede politianmeldelsen.

"Vi mener, at der er sket noget, som ikke er sket på den korrekte måde. For det er fuldstændig foragteligt, det der er sket".

Det kommer som bekendt i kølvandet på en mildest talt turbulent tid for Nye Borgerlige, som i januar fik meddelt af daværende formand Pernille Vermund, at Nye Borgerlige skulle nedlægges og opløses.

I april tog sagen så en drejning da det til et årsmøde blev besluttet, at Nye Borgerlige skulle leve videre.

172 ud af 185 fremmødte delegerede stemte for, at partiet skulle fortsætte. 10 stemte imod, og tre stemte blankt.

Således gik medlemmerne mod Pernille Vermunds ønske.

Martin Henriksen blev samme aften valgt som ny formand for partiet.