Med aftalen tager regeringen og et bredt flertal i Folketinget ansvar for at styrke og ruste sundhedsvæsenet til fremtiden. Det sker bl.a. ved at etablere fire stærke regioner og 17 nye sundhedsråd med folkevalgte fra kommuner og regioner, som med egen økonomi og beslutningskompetence skal udbygge det nære sundhedsvæsen og sikre sammenhæng mellem behandlingen på sygehusene og udenfor.
Regeringen og aftalepartierne sikrer bl.a. også med reformen en bedre fordeling af praktiserende læger og sygehuslæger, så borgere i hele landet får adgang til en læge tæt på og kan få behandling af samme høje kvalitet. Og samtidig får borgere med kroniske sygdomme ret til en personlig behandlingsplan med en samlet pakke af sundhedsindsatser.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger:
"Vi har indgået en aftale om den største sundhedsreform i Danmark i næsten 20 år. Det er jeg som indenrigs- og sundhedsminister stolt over. Og jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget vil gennemføre de nødvendige forandringer, der skal til, for at ruste vores sundhedsvæsen til fremtiden. Der ligger en kæmpestor opgave forude, men med aftalen har vi lagt skinnerne for, at sundhedsvæsnet rykker tættere på borgerne, og at alle har adgang til en læge tæt på, uanset hvor de bor."
Læs ’Aftale om sundhedsreform 2024’
Fakta om sundhedsreformen
Med sundhedsreformen ændres både strukturen, opgavefordelingen og økonomien i sundhedsvæsnet.
Aftalen indeholder også en lang række konkrete initiativer, der bl.a. skal bidrage til, at borgere og patienter får bedre pleje- og behandlingsmuligheder. Det gælder eksempelvis:
Mindst 5.000 læger i almenmedicinske tilbud – 1.500 flere end i dag
Ekstra uddannelsespladser på medicinstudiet i Aalborg, Esbjerg og Køge
Kronikerpakker til mennesker med fx KOL, lænderygsmerter og type 2-diabetes
Nye patientrettigheder og mere frit valg, fx ret til hurtig adgang til praktiserende speciallæger og ret til digitale sundhedstilbud
Nye sundheds- og omsorgspladser uden egenbetaling
Hjemmebehandlingsteams i hele landet
Ny folkesundhedslov
Fast tilknyttede læger på botilbud
Digital Sundhed Danmark, der skal styrke sundhedsvæsnets brug af digitale løsninger og data