Der er efterhånden så bred konsensus om det, at det bliver omtalt som sandhed: Menneskeheden bærer en stor del af, hvis ikke hele, ansvaret for den globale opvarmning.
Normalt ser vi danskere os som grønne klimadukse, men en ny rapport viser sort på hvidt, at vi overhovedet ikke er så klimavenlige, som vi måske går og tror.
Ifølge tal fra Concitos rapport "Danmarks globale forbrugsudledninger" udleder en gennemsnitlig dansker omkring 13 tons CO2 om året - mere end dobbelt så meget som en gennemsnitlig verdensborger, der udleder omkring 6 tons.
Og hvis vi skal leve op til målsætningen fra den famøse Parisaftale, der skal holde en globale opvarmning inden for en nogenlunde sikker grænse, skal vi faktisk helt ned på kun at udlede 3 tons om året.
Så hvad er det, der for alvor får vores udledninger til at brage op? Der er flere ting, men en af de absolut største syndere findes i vores køleskabe, frysere og på vores tallerkener:
Oksekød.
Kødsovsen var nærmest en hellig ko under valgkampen sidste år.
Jakob Ellemann (V) forsikrede, at det ikke måtte blive "dyrere at være dansker", trods vores høje klimaaftryk. Og Mette Frederiksen (S) fastslog i en debat på TV 2.
Men nu lyder der nye toner fra regeringspartierne.
Åbner for afgifter på madvarer
Skatteminister Jeppe Bruus (S) siger til DR, at regeringen er åbne for "muligheden" for at indføre en afgift på de mest klimabelastende varer i butikkerne.
Alene vores forbrug af oksekød står for 55 procent af klimaaftrykket fra vores mad. Derfor er der en enorm klimagevinst ved at udskifte oksekød med kylling, svin, bønner og grøntsager.
Et bredt flertal i Folketinget vil den kommende vinter forhandle om at indføre CO2-afgifter på landbrugets forurening af klimaet, men læser man i regeringsgrundlaget står der faktisk, at en ekspertgruppe også skal undersøge afgifter på forbruget af klimabelastende fødevarer.
"Vi har ikke taget stilling til det endnu. Vi har bedt udvalget om at kigge på forbrugsafgifter. Det har vi gjort for, at vi kigger på alle muligheder," siger skatteministeren til DR.
10 kroner ekstra per kilo
Radikale Venstres klimaordfører, Samira Nawa, siger til DR, at partiet mener, hakket oksekød skal være cirka 10 kroner dyrere, ligesom en mørbrad skal stige med 40 kroner i pris.
Hun siger til DR, at det er en politisk opgave at indrette samfundet, så det grønnere valg bliver det nemmere og det mest tiltalende valg.
Blandt modstanderne af en eventuel afgift finder man Danmarksdemokraterne. Hans Kristian Skibby mener, det skal være op til danskerne selv, hvad de putter i indkøbskurven, og at han tror, mange danskere allerede er interesserede i at spise mindre kød.
Ifølge eksperter er der en risiko for, at CO2-afgift og forbrugsafgifter på klimabelastende varer rammer social skævt. Det vil Radikale Venstre udligne med en ordning, hvor en del af indtægterne fra en evt. klimaafgift på forbrug sendes tilbage til danskerne i form af skattelettelser i bunden.