Det danske skattesystem er kendt for sin kompleksitet, og det kan være en udfordring at finde rundt i reglerne.
Hvert år bliver mange danskere usikre, når årsopgørelsen lander, og for dem med egen virksomhed er reglerne ofte endnu mere komplicerede.
Det kræver både overblik og forståelse at sikre, at alt bliver gjort korrekt.
En vigtig deadline nærmer sig, og derfor er det nu, mange danskere bør handle.
Frist inden længe
Senest 30. juni har cirka 270.000 selskaber i Danmark - syv ud af ti af alle selskaber - oplysningsfrist til Skattestyrelsen.
Denne gang kan virksomhederne slippe for at indtaste en række oplysninger, fordi en række data automatisk overføres fra Erhvervsstyrelsens systemer.
Tal for fx selskabets ’egenkapital’, ’årets resultat før skat’ og ’varebeholdninger’ kan for første gang overføres, og på den måde kan virksomhederne fremover nøjes med at indberette disse oplysninger til én myndighed fremfor to.
I alt er der otte felter, som kan overføres automatisk fra Erhvervsstyrelsen til Skattestyrelsen. Formålet er at lette virksomhedernes administrative byrder.
"Vi ved godt, at det er ressourcekrævende at indberette. Derfor er det vigtigt, når vi kan hjælpe erhvervslivet med at gøre indberetningen til os lidt lettere," siger selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen, Sine Louise Møller Iversen, og fortsætter:
"Det gør vi her ved at udstille oplysninger, som selskaberne allerede har oplyst til Erhvervsstyrelsen. Det betyder, at selskaberne ikke behøver indtaste de samme oplysninger igen, men blot godkende, at de er korrekte."
Dyrere at indberette for sent
I år er indberetningsfristen den 30. juni.
Skattestyrelsen gør opmærksom på, at skattetillægget i år er fordoblet for dem, der ikke indberetter til tiden.
Det forhøjede skattetillæg gælder både for selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende, der nu skal betale 400 kroner for hver dag, fristen overskrides - dog højst 10.000 kroner.
Derudover er det også første gang, selskaberne skal forholde sig til reglerne for global minimumsbeskatning.
Der er tilføjet to nye felter i oplysningsskemaet for indkomståret 2024, hvori det skal angives, om selskabet er en del af en koncern med en omsætning på over 750 millioner euro årligt i mindst to ud af de fire sidste regnskabsår.
Hvis selskabet er det, vil selskabet være omfattet af Minimumsbeskatningsloven.
"Jeg vil som altid opfordre til, at man indberetter, når man er klar, og i så god tid som muligt. Når vi får indberetningerne løbende, har vi bedre mulighed for at hjælpe dem, der har brug for det," siger Sine Louise Møller Iversen og tilføjer:
"Erfaringsmæssigt venter cirka 50.000 selskaber til de allersidste dage med at indberette, og det kan være svært for os at hjælpe alle, der har brug for hjælp lige i disse dage. Derfor vil jeg opfordre til, at man indberetter, når man er klar, så vi kan hjælpe flest muligt bedst muligt i mål."