Flere danskere glemmer det vigtigste, når de pakker håndbagagen.
Mange danskere er i øjeblikket på vej mod lufthavnen, men en forsinket kuffert kan hurtigt ødelægge den gode feriestemning.
Derfor bør håndbagagen ikke kun indeholde snacks og underholdning, men også de vigtigste ting, man får brug for det første døgn.
Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige, viser tallene dog, at få danskere husker at pakke de ting, der faktisk kan gøre en forskel.
Kun halvdelen af danskerne sørger for at få medicin med, kun 36 procent husker toiletartikler, mens 30 procent pakker ekstra tøj.
“Håndbagagen er din lille sikkerhedspakke på rejsen. Hvis kufferten bliver forsinket, eller turen ikke går helt som forventet, kan det gøre en stor forskel at have de vigtigste ting, som eksempelvis medicin og lidt skiftetøj, lige ved hånden. Det er en nem måde at forebygge en dårlig begyndelse på ferien,” fortæller Lene Ovesen, rejsedirektør i Gjensidige.
De unge tænker anderledes
Især blandt de unge danskere virker det til, at håndbagagen i højere grad bliver pakket til selve flyrejsen end til de første dage på ferien.
I modsætning til andre aldersgrupper ligger pung, snacks og høretelefoner i top-3 hos de 18-29-årige.
Ifølge Lene Ovesen er der ikke noget forkert i at pakke til tiden i lufthavnen eller underholdningen på flyet, men det bør ikke være det eneste fokus.
“Det er helt naturligt at tænke på det, der kan gøre rejsen mere behagelig, især hvis man skal bruge lang tid i lufthavnen eller på flyet. Men håndbagagen bør også pakkes med fokus på, hvad man ikke kan undvære, hvis kufferten først ankommer senere. Her kan lidt skiftetøj, medicin og basale toiletartikler hurtigt blive mere værdifuldt end snacks og høretelefoner.”