For når du vågner op dagen efter, du er gået på pension, er der ikke noget vækkeur, der kræver at få dig op, så du kan nå på arbejde, og det kan jo umiddelbart lyde som et paradis - men det kan hurtigt blive en udfordring for dig.
For mange seniorer bliver det nemlig i længden frustrerende ikke at have noget at stå op til eller at skulle, og det kan føre til, at din døgnrytme skrider, så du blvier en sand natteravn og måske sover det meste af formiddagen.
Det giver flere udfordringer, blandt andet at du, særligt i vinterhalvåret, går glip af mange lyse timer, hvor du kan få D-vitamin ved at være ude og generelt få løftet dit humør af det naturlige lys.
Skab en hverdagsrytme
Sundhedsstyrelsen har lavet en guide med 10 råd til at komme godt i gang med livet som senior, og netop det at få sig en hverdagsrytme er et af punkterne.
Om du vælger at lægge din hverdagsrytme på de samme tidspunkter som i løbet af dit arbejdsliv, eller du finder helt nye tidspunkter, er op til dig, men det vigtigste er, at du får det sat i system.
Læg eventuelle aftaler tidligt på dagen, så du har noget at glæde dig til og stå op til, eller gør det til en vane, at du skal ud at gå i det tidsrum, hvor du normalt skulle transportere dig selv til arbejde.
Der findes ikke en fast løsning, for vi er alle forskellige, men fælles for alle er, at en fast dags- og ugerytme gør det lettere at holde sig i gang og få en god tilværelse som pensionist.