Ældreminister meler ud: De ældre skal selv kunne vælge hvor de vil bo

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Der skal etableres flere friplejehjem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen vil forbedre muligheden for at etablere friplejehjem, så den ældre får større frihed til at vælge, hvor de vil bo.

Vigtigt med mange tilbud

Det er vigtigt, at der er mange forskellige tilbud til ældre, der flytter på plejehjem, så den enkelte ældre oplever større frihed til selv at kunne vælge, hvordan de ønsker at bo. I sidste ende er det den ældres tilfredshed og ønsker, som skal afgøre, hvilken udbyder, der er bedst.

Derfor vil regeringen skabe bedre vilkår for private friplejehjem. Kvoten for statslig støtte til at opføre friplejehjem skal sættes op, og det skal være muligt at etablere et friplejehjem med 100 % statsgaranterede lån.

De ældre skal kunne vælge

Lige vilkår mellem det offentlige og private skal sikre, at den ældre kan vælge den velfærd, det passer bedst til dem og deres behov. Derfor vil regeringen med den kommende ældrelov også sikre gennemsigtighed, ensartethed og korrekte afregningspriser.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

”Vores ældre skal selv kunne vælge det, der passer allerbedst til dem hver især. Der kan være mange ønsker til, hvordan man gerne vil bo på plejehjem, og det skal afspejles i de muligheder, der er. Derfor er det så vigtigt, at vi får forbedret muligheden for at etablere friplejehjem. Vi skal have mange forskellige og gode valgmuligheder for ældre, der flytter på plejehjem. Det kræver, at vi ligestiller offentlige og private aktører. For hvis ikke de har samme vilkår for at levere velfærden, er valget for den ældre reelt ikke særligt frit.”