Ældre sendes på charterferie af kommunen: 60 skal afsted inden nytår

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De første 15 ældre rejser i dag

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forestil dig dette tilbud:

Du får en uges ferie under sydens sol, mere præcist Malaga - og du skal ikke betale en krone.

De fleste vil nok være betænkelige ved sådan et tilbud og tænke, hvad hagen mon er, men tro det eller lad være: I dette tilfælde er der ingen hage.

I dag er 15 ældre københavnere nemlig blevet sendt afsted fra Københavns Lufthavn med retning mod Malaga - og de tager afsted på kommunens regning.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Pilotprojekt i kommunen

I kommunens budget for 2024 vedtog politikerne nemlig, at man ville lave et pilotprojekt, hvor man ville give ældre borgere mulighed for at bytte kommunale ydelser som madordning og rengøring ud med netop en uges charterferie.

Tanken bag idéen er, at en uges charterferie koster cirka det samme som en uge på plejehjem.

I kroner og øre koster en uges ferie omkring 10.000 kroner per ældre, og det er altså det samme som en uge på plejehjem i Københavns Kommune.

I næste uge er det 15 mere og i alt når 60 ældre afsted før årsskiftet. Til næste år kommer yderligere 60 borgere afsted, oplyser borgmesteren.

"Vi vil gerne fortsætte med at udbygge måden, hvorpå man tænker velfærd. Og det her er et led i det. Vi ved, at mange ældre er ensomme. Og når man er ensom, får man hurtigere et dårligt helbred og får brug for mere pleje fra kommunen," siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).

I næste uge skal yderligere 15 ældre københavnere afsted mod sydligere himmelstrøg, og inden året er omme vil 60 ældre borgere være blevet sendt afsted. Til næste år skal yderligere 60 sendes på ferie.

Inspireret af Brixtofte

Hvis du synes, konceptet lyder bekendt, skyldes det sandsynligvis, at det er en stort set tro kopi af et lignende initiativ fra Farum Kommune.

I 00'erne valgte daværende Venstre-borgmester, Peter Brixtofte, nemlig at give de ældre muligheden for at rejse afsted på kommunens regning, og resultatet blev, at de ældre fik skabt nogle nære relationer og fortsatte med at være venner, efter de kom tilbage til Danmark.

Jens-Kristian Lütken forsvarer udgiften til rejserne ved, at hvis man med denne uges rejse kan udsætte borgerens behov for at komme på plejehjem i den anden ende med bare en uge, ja så er pengene tjent hjem.

Og hvis det ender med at udskyde opholdet på plejehjem med flere uger, er det en overskudsforretning.