Ulven har hylet for sidste gang: Peter Belli er død

Kendte

09/06/2023

Foto: Mikkel B. Stegmann, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Mikkel B. Stegmann, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

Han blev 79 år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Over 50 år med koncerter og mere end 40 albums.

Det kan ikke overdrives, hvor markant en karakter, sangeren Peter Belli har været på den danske musikscene i et halvt århundrede.

Men nu er det slut. Peter Belli døde d. 8. juni i en alder af 79 år.

Det skriver pladeselskabet Target Records i en pressemeddelelse.

"Det er med stor sorg, vi må meddele, at vores elskede mand, pappa, dadi og svigerfar, Peter Belli, er gået bort."

Ifølge pladeselskabet sov Peter Belli ind 8. juni efter længere tids sygdom med de nærmeste omkring sig.

Target Records oplyser desuden, at familien beder om ro.

Sanger og skuespiller

Belli blev født i 1943 i den tyske by Kiel, og debuterede som sanger i 1959. Senere fik han stor succes som medlem af gruppen Les Rivals, som blandt andet turnerede i både Finland og Skotland.

Udover den lange og succesfulde karriere som sanger, nåede Peter Belli også at spille med i en række film og serier, ligesom han også lagde stemme til flere tegnefilm.

Blandt de mere nævneværdige kan man fremhæve rollen som stemme til blæksprutten i 'Bennys Badekar' fra 1978 og mandrillen Rafiki i 'Løvernes Konge' fra 1994 og efterfølgeren fra 1998.

Hans første pladeudgivelse kom i 1967 med albummet 'Peter Belli', og den sidste fulde albumudgivelse blev 'Som boblerne i bækken' i 2016.

Peter Belli efterlader sig sin hustru June Belli samt tre børn, heriblandt sangeren Michel Belli.