Ifølge en undersøgelse fra BUILD - Aalborg Universitet rives der årligt ca. 1.200 boliger ned, som erstattes af nye.
Men ofte er det ikke nødvendigt at rive et eksisterende hus ned for at få opfyldt boligdrømmen.
I mange tilfælde er det muligt at få opfyldt både drømme og behov med en renovering, der kan være både billigere og bedre for klimaet og forbruget af knappe ressourcer.
Det sætter Social- og Boligstyrelsen sammen med Energistyrelsen nu fokus på i en ny kampagne. Kampagnen skal vise fordelene ved at renovere frem for at bygge nyt og inspirere flere boligejere til at vælge renovering til.
Konkrete eksempler skal inspirere
Som en del af kampagnen har rådgivningsvirksomheden Transition besøgt 10 familier, som har valgt at renovere deres bolig i stedet for at bygge nyt.
Familierne fortæller om deres behov, overvejelser og resultater, mens eksperterne dykker ned i data fra renoveringsprojekterne og regner på, hvor stor klimagevinsten har været ved at renovere i stedet for at rive ned og bygge boligerne op fra grunden.
I alle tilfælde viser beregningerne en mindre CO2e-udledning ved at renovere i forhold til nybyg – fra 26 procent helt op til 63 procent, selv når man medregner det lavere energiforbrug i de nybyggede huse.
Desuden blev der genbrugt og genanvendt materialer fra det oprindelige hus i flere af renoveringsprojekterne, hvilket også er med til at sænke klimaaftrykket.
De konkrete eksempler er samlet på en kampagnehjemmeside under Social- og Boligstyrelsen samt på Sparenergi.dk, hvor der også ligger andet materiale, der kan inspirere og hjælpe flere til at vælge renovering frem for nybyg.
Kampagnen er en del af udmøntningen af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri (2021).