Flere burde overveje at bo i mindre boliger, mener seniorforsker Mette Mechlenborg fra Aalborg Universitet ifølge TV 2.
Hun påpeger, at presset på boligmarkedet har været stigende, især i storbyerne, og at mange derfor vælger at flytte til mindre boliger.
En boligredegørelse fra Københavns Kommune viser således, at flere flytter, fordi boligpriserne er for høje, og det gælder især for de større boliger.
10.000 mikroboliger på 5 år
Ifølge Mechlenborg er det en tendens, der har været under opsejling i flere år. Hun forklarer, at samfundet i lang tid har prioriteret store lejligheder og boliger, men det har ført til et økonomisk pres.
"Vi kigger ind i den her tendens, hvor folk bor i mikroboliger eller generelt på mindre plads, fordi det her pres på økonomien fylder så meget for os," siger hun.
Mechlenborg påpeger også, at mikroboliger i byerne allerede er blevet en populær løsning, og i de sidste fem år er der blevet bygget omkring 10.000 mikroboliger i København.
Giver mere frihed
Mette Mechlenborg og hendes medforsker, Ole Jensen, har undersøgt, hvordan man kan få flere til at vælge mindre boliger frivilligt. Deres rapport ser på, hvem der allerede bor småt, og hvilke fordele de ser ved denne boligform.
Ifølge forskerne handler det om at ændre opfattelsen af boligkvalitet og livskvalitet.
En af de personlige fordele ved at bo småt er frihed, mener Mechlenborg. Hun forklarer, at det, man mister i prestige ved at bo i et stort hus, kan man vinde tilbage gennem større økonomisk frihed, fordi man ikke behøver at bruge alle sine ressourcer på sinbolig.
Dette kan især være en fordel for familier, der ønsker mere tid og fleksibilitet til at balancere arbejde og privatliv.
Mechlenborg understreger, at boformen får en større betydning i en tid med økonomisk usikkerhed. Med et mindre hus er man ikke bundet til at arbejde så meget for at betale af på boligen, hvilket giver større frihed både økonomisk og personligt.