3 gratis og effektive tips: Gør hjemmet "varmere" uden at skrue op for radiatoren

Hus og have

12/12/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Udover at være gratis, sparer de dig også penge på andre punkter!

Kulden begynder for alvor at gøre sit indtog i Danmark, så mange begynder modstræbende at skrue op for radiatorerne.

Men hvad den ændring giver os i øgede temperaturer i hjemmet, giver den os også i form af højere energiregninger.

Og i en tid med vanvittig inflation, uberegnelige energipriser og en generelt usikker verden, er mange af os på udkig efter små ting i hverdagen, som kan holde energiudgifterne nede.

Heldigvis er der en række kloge mennesker og professionelle, som hellere end gerne deler deres erfaringer og tips med os, og en af dem er David Miloshev. Han er certificeret elektriker ved Fantastic Services, og han fortæller til express.co.uk, at der er mange små ting, du kan gøre, for at gøre hjemmet varmere - og ingen af dem går ud på at skrue op for radiatorerne!

Udover de åbenlyse råd som at isolere hjemmet og dække eventuelle utætheder til, så der ikke siver kold luft ind, peger han på tre andre tricks, som mange os nok ikke tænker over i forhold til at holde hjemmet varmt.

Brug persienner og gardiner smart

Først og fremmest foreslår elektrikeren at bruge gardiner og persienner smartere.

For godt nok er vi et stykke inde i den mørkeste halvdel af året, men det betyder ikke, at solen er helt væk - så hvorfor ikke bruger solens energi til at skære i varmeregningen?

Miloshev foreslår, at vi trækker vores persienner og gardiner fra i løbet af dagens lyse timer, særligt hvis der er solskin. På den måde vil solens stråler bidrage til at varme op indendørs, særligt hvis du har et stort vinduesparti, der er syd- eller sydvestvendt.

Omvendt foreslår han, at vi trækker gardiner og persienner for, når mørket begynder at melde sin ankomst. Det giver nemlig ekstra isolering, så den varme, vi har opbygget i løbet af dagen, får bedre mulighed for at blive hængende.

Lad være med at opvarme et sovende eller tomt hjem

Mange undersøgelser viser, at vi sover bedst i et køligt rum. Derudover der ikke nogen grund til at have tændt for varmen i resten af hjemmet, når der alligevel ikke er nogen, der er hjemme.

Helt konkret foreslår Miloshew, at vi skruer et par grader ned for termostaten, når vi er afsted på arbejde eller gør klar til en tur til drømmeland.

Hvis man ikke er interesseret i at skulle huske at skrue op og ned for termostaten flere gange om dagen, anbefaler elektrikeren, at man investerer i smart termostat. Den vil nemlig lære, hvornår man går til ro, og hvornår der ikke er nogen hjemme. På den måde vil den automatisk styre temperaturen for dig og skære i din varmeregning.

Skru op for fugten

Det lyder måske som et besynderligt råd, når kombinationen af temperaturforskelle og fugt øger risikoen for skimmelsvamp.

Men vinterluft er typisk meget tør, særligt indendørs, og det gør det sværere for radiatorerne at varme hjemmet op.

Tør luft holder nemlig ikke lige så godt på varmen, som fugtig luft gør, og derudover føles det typisk også koldere, end det faktisk er, hvis luften er tør.

Elektrikeren foreslår at skaffe nogle stueplanter og sørge for, at de har godt med vand hele tiden. Derudover anbefaler han, at man hænger tøjet til tørre på tørrestativer indendørs og lader døren stå åben til badeværelset, efter man har været i et dejligt, varmt bad.

Men husk også at lufte ud et par gange i løbet af dagen, så fugten ikke giver skimmelsvamp mulighed for at vokse - tre gange om dagen af bare fem minutter er nok!