Historiens mærkeligste sag i musik: Da en sanger blev sagsøgt for at plagiere sig selv

Historie

13/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Han tog en guitar med i retten for at vise forskellene på sangene.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke en ny ting, at sangere og musikere får lidt kunstnerisk inspiration fra hinanden, men nogle gange er inspirationen så udtalt, at det fører til beskyldninger om plagiat.

Musikhistorien er fuld af retssager, hvor forskellige domstole har skullet afgøre, om en given sang var for identisk med den sang, den var inspireret af, men hvad så, hvis en musiker henter inspiration fra sig selv?

Det kan stadig ende i en retssag.

Fogerty vs. Fantasy Inc.

I 1970 skrev forsangeren i Creedence Clearwater Revival (CCR), John Fogerty, sangen "Run Through the Jungle", men han solgte rettighederne til sangen til det pladsselskab, CCR var ved på det tidspunkt: Fantasy Inc.

Da CCR gik i opløsning i 1972 fortsatte John Fogerty sin karriere som solosanger, og i 1985 udgav han sangen "The Old Man Down the Road". På det tidspunkt var han under kontrakt med Warner Bros. Revcords.

Fantasy Inc. syntes imidlertid, at den nye sang fra Fogerty mindede så meget om den, de havde rettighederne til, og selskabet endte med at sagsøge Fogerty for brud på ophavsretten - selvom det var ham selv, der havde skrevet begge sange.

Den afgørende guitar

Det, der bliver beskrevet som den afgørende detalje i hele retssagen, var, da Fogerty tog en guitar med i retten.

Her spillede han begge sangene for dommeren og juryen i retten, og undervejs forklarede han forskellene på de to sange, ligesom han konkluderede, at den eneste lighed mellem de to sange, var hans generelle musikstil kaldet "sumprock".

Efter at have hørt sangene og diverse argumenter nåede retten frem til, at selvom sangene lyder ens for det utrænede øre, er der ikke nogen tvivl om, at det er to vidt forskellige sange, når man går i detaljer med kompositionen.

Juryen endte således med at dømme til Fogertys fordel.

Men hvor ens er de to sange så? Lyt selv og dan din egen mening.

Run Through the Jungle (YouTube)

The Old Man Down the Road (YouTube)