Op til 25 grader: Her gør sommeren comeback

Generelle nyheder

02/09/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Vejrguderne føler vist, de skylder noget sommervejr efter de våde måneder!

Natten til fredag vinkede vi officielt farvel til sommeren 2023 og bøde efteråret velkommen, da vi kunne skrive d. 1. september.

Men lad os være ærlige: Vejrguderne for lille Danmark har sjældent følt sig særligt bundet af kalenderdage og sæsoner, når de skal beslutte sig for, hvad vi skal have af vejr ...

Heldigvis tyder noget dog på, at vi får en lille 'undskyldning' for den umanerligt våde sommer i den kommende uge!

DMI's seneste prognose viser nemlig, at vi kan få temperaturer helt op til 25 grader i løbet af den første hele uge af september - og det er ikke de eneste gode nyheder.

For der er nemlig et højtryk under opbygning over De Britiske Øer og Centraleuropa, og højtryk er lig med mere tørt og stabilt vejr.

Sådan udvikler det sig

Ifølge DMI's 7-døgnsudsigt begynder vejret at vise sit gode humør allerede fra søndag, hvor vi kan forvente temperaturer mellem 17 og 21 grader.

Mandag og tirsdag følger trop med temperaturer, der kan nå op til 23 grader og en god portion solskin, selvom der i løbet af begge dage vil være periode med stedvist mest skyet. Der er dog ikke noget, der tyder på, at de skyer indeholder noget vand til os.

Det er dog onsdag og torsdag, der stjæler rampelyset med dagtemperaturer mellem 20 og 25 grader. Når det samtidig ser ud til at blive en svag til jævn vind fra skiftende retninger, kan det gå hen at blive et par dejligt lune dage!

Nattetemperaturen ser også lovende ud, idet den kan forblive mellem 10 og 17 grader.

Sidst på ugen ser også lovende ud, men der er der stadig usikkerhed om prognoserne, så lad os krydse fingre for, at højtrykket over Centraleuropa og De Britiske Øer for alvor griber fat!