Forside Generelle nyheder Kørekortet kan ryge før tid: Disse sygdomme kan koste dig...

Kørekortet kan ryge før tid: Disse sygdomme kan koste dig førerretten

Kørekortet kan ryge før tid: Disse sygdomme kan koste dig førerretten
Lucigerma / Shutterstock.com

Flere sygdomme kan betyde, at kørekortet må lægges på hylden – også selv om man føler sig rask

Et kørekort kan give stor frihed i hverdagen, men sygdom eller et pludseligt ildebefindende kan ændre situationen fra den ene dag til den anden.

Selv en dansker, som føler sig helt rask igen, kan nemlig blive nødt til at lade bilen stå i en længere periode.

Det afgørende er ikke nødvendigvis diagnosen i sig selv. Det handler derimod om, hvorvidt sygdommen eller tilstanden kan gøre en bilist til en fare i trafikken, fortæller Ude og Hjemme.

Det kan blandt andet være tilfældet ved epilepsi eller mistanke om epilepsi, uforklarlige besvimelser, blodprop, hjerneblødning, alvorlige hjertesygdomme, demens, synsproblemer eller påvirkning af medicin og rusmidler.

Mistede retten til at køre

Det erfarede en 70-årig kvinde, efter at hun var faldet alvorligt på badeværelset.

En scanning afslørede en blodansamling mellem hjernen og kraniet, og under indlæggelsen vurderede lægerne desuden, at de havde set tegn på et krampeanfald.

Derfor blev der iværksat behandling mod epilepsi, og kvinden mistede midlertidigt retten til at køre bil.

Et halvt år senere har hun ikke haft nye anfald, og en eeg-undersøgelse har heller ikke vist tegn på epilepsi. Alligevel har hun endnu ikke fået grønt lys til at sætte sig bag rattet igen.

Kan blive en lang proces

En normal eeg-undersøgelse er nemlig ikke i sig selv nok til at udelukke epilepsi. Derfor skal en neurolog nu gennemgå det samlede sygdomsforløb og vurdere behandlingen.

Generelt kan der ved sygdom gælde faste perioder, hvor en bilist skal være symptomfri, før det igen kan komme på tale at køre bil.

Speciallægeerklæringer, journaloplysninger og undersøgelser kan desuden spille en rolle, mens kommunen og Færdselsstyrelsen i visse tilfælde også bliver inddraget.

Et kørselsforbud er dog ofte kun midlertidigt. Når behandlingen har den ønskede effekt, eller risikoen vurderes at være forsvundet, kan retten til at køre bil i mange tilfælde gives tilbage.

Indtil da skal kørselsforbuddet overholdes – også selv om bilisten selv føler sig helt rask.

Ads by MGDK