Huspriserne falder: Så meget er boligerne blevet billigere

Generelle nyheder

20/03/2023

Pressefoto, Home
Pressefoto, Home

Skrevet af Redaktionen

Huskøbet er blevet billigere i alle landsdele det seneste år, nogle steder er det blevet en anelse dyrere på den korte bane, men tendensen er klar. Det er billigere at købe bolig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et år efter inflationskrisen og Ukraine-krigen brød ud, er der endelig tegn på, at køberne igen kigger på hus.

Tendensen på landsplan er, at prisfaldet på huse ser ud til at løje en smule af i februar.

Priserne på villaer og rækkehuse er kun faldet med 0,5 % den seneste måned, hvilket er det mindste fald set siden august 2022, viser markedsindekset fra Boligsiden.

I Københavns omegn steg priserne tilmed. 

Flere købere på boligjagt

Det hænger sammen med, at der er kommet flere købere på banen, forklarer ejendomsmæglerkæden Home – og at køberne generelt har været mere aktive end sælgerne, hvorfor antallet af huse til salg er skrumpet.

En del boligejere har holdt sig tilbage med at sætte til salg i vintermånederne, fordi de ikke syntes, at timingen var god.

”Vores mæglere møder igen flere købere, og i det hele taget er der en anden optimisme nu end i efteråret, hvor de pludselige høje renter, energipriser og prisstigninger fik boligmarkedet til at gå i baglås. Nu har købere og sælgere vænnet sig til den nye virkelighed, en del købere har genberegnet budgettet, mange sælgere har justeret priserne, og de møder hinanden mere åbent i forhandlingerne,” siger Michael Dalsager, talsperson og presseansvarlig i home.

I februar – og generelt siden nytår – har ejendomsmæglerne vist flere boliger frem og også solgt flere, viser statistikken ’Boligbrief’ fra Home og Danske Bank.

Faktisk har antallet af hushandler de seneste uger været helt 'normale' - det vil sige som et gennemsnit af årene op til coronatiden 2015-2019.

Stor forskel på prisfald mellem landsdele

  • På landsplan er huspriserne faldet 8,4 % det seneste år - svarende til knap 210.000 kr. for 140 kvm. - men der er stor forskel på, hvor meget billigere et gennemsnitshus er blevet rundt i landet.

  • I Københavns omegn er husene solgt for 10,6 % mindre. Det svarer til et gennemsnitligt prisfald på 570.000 kr. for 140 kvm. hus. 

  • I februar blev et hus i snit solgt for omtrent 4.810.000 kr. 

  • Mindste prisfald er set på husene i Østjylland, cirka 60.000 kr., mens det største prisfald er i København By, knap 870.000 kr.

Også i procent er det i Østjylland, at boligerne er faldet mindst.

  • Østjylland: -2,3%

  • Sydjylland: -5,3%

  • Nordjylland: -7,5%

  • Vestjylland: -7,6%

  • Fyn: -9,1%

  • Nordsjælland: -9,1%

  • Vest- og Sydsjælland: -11,0%

  • København: -12,8%

  • Bornholm: -13,2%

  • Vestsjælland: -13,3%