Gælder frem til 2026: Hastigheden sættes ned på travl motorvej

Generelle nyheder

06/07/2023

Foto: Vejdirektoratet
Foto: Vejdirektoratet

Skrevet af J. Bøgen

Nedsættelsen bliver permanent de næste 3 år.

Der er fortsat fuld gang i forberedelserne til udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej, og trafikanterne har allerede fået en forsmag på de mange vejarbejdere, der er i vente de kommende år.

Nu har Vejdirektoratet sat gang i endnu et vejarbejde ved Aarhus, hvor de første to motorvejsbroer skal udvides for at gøre plads til de kommende spor.

Arbejdet medfører smallere kørespor og hastighedsnedsættelser til 80 km/t på en knap tre kilometer lang strækning nord for Aarhus S <49> og op til motorvejskrydset ved Aarhus Vest - og de nye hastighedsgrænser gælder altså fra nu og de næste tre år, hvilket du kan læse mere om længere nede i artiklen.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

En sikker passage for natur og dyreliv

De to broer blev i sin tid bygget for at tage hensyn til det omkringliggende landskab og fungerer som store faunapassager, hvor vandløb og dyreliv kan passere sikkert under motorvejen. De har derfor stor betydning for biodiversiteten og for spredning af arter i området.

Broerne bærer motorvejen over henholdsvis Aarhus Ådal og Lyndbygård Å.

Da de to åer er særligt sårbare over for blandt andet oversvømmelser, håber Vejdirektoratet at kunne udnytte de milde sommermåneder til at komme godt fra start med udvidelsesarbejdet.

Arbejdet bliver udført af jord- og anlægsentreprenør MJ Eriksson.

Trafikale konsekvenser fortsætter frem mod 2026

Vejdirektoratet har sat hastigheden ned til 80 km/t og indsnævret køresporene på strækningen nord for Aarhus S <49> og op til motorvejskrydset ved Aarhus Vest. Efter sommerferien starter endnu to broudvidelser op ved Hørning <50> samt ved Hasselager V <1> langs Aarhus Syd Motorvejen.

Vejdirektoratet gør desuden trafikanterne opmærksomme på, at der fra nu af løbende vil være vejarbejde på strækningen mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord, og at hastighedsnedsættelserne derfor vil være permanente frem mod 2026.

I en ny kampagne opfordrer Vejdirektoratet bilisterne til at lette på speederen ved vejarbejder og vise hensyn til de vejarbejdere, der skal færdes i arbejdsområdet. Der er mere at holde øje med, når vejen ikke er, som den plejer – og det gælder derfor om at følge de anvisninger, der gives på stedet. Læs mere om kampagnen på: paspåos.dk