Sygeplejestuderende er sure over regeringens udspil til uddannelsesreform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser, som er et tilbageskridt for sygeplejerskeuddannelsen ifølge de sygeplejestuderendes forperson.
”Det er hovedrystende, at regeringen vil forkorte sygeplejerskeuddannelsen, fjerne vores bachelorprojekt, og har afsat nul kroner til at løfte kvaliteten ude på vores praktiksteder i sundhedsvæsenet. Reformen vil gøre vores uddannelse mindre attraktiv. Det er dybt uambitiøst”, siger Nicolaj Laue Juhl, forperson for Sygeplejestuderende Landssammenslutning.
Sygeplejestuderende uddeler honninghjerter, hvor der står ”Nej tak” for at sende et klart signal til politikerne om, at sygeplejestuderende ikke ønsker en forringelse af deres uddannelse. De uddeler sammen med honninghjerterne deres nye debatbog ”Hånden på hjertet, hvem passer på os”, der handler om sygeplejestuderendes dårlige oplevelser på uddannelsen. Tænk, at 41 % af de sygeplejestuderende, der overvejer at droppe ud, peger på den ringe kvalitet og dårlige oplevelser i praktikforløb som årsag. Dette skyldes blandt andet, at sygeplejestuderende næsten ikke ser deres kliniske vejledere i løbet af de 10 ugers praktikforløb og bliver behandlet mere som vikarer end studerende på afdelingen.
”Vi har brug for flere dygtige sygeplejersker i fremtiden. Det er danskernes sundhed, der er på spil. Hvis det skal lykkes, skal regeringens udspil tilbage på operationsbordet. Vi mener, at der skal prioriteres flere penge til bedre praktikforløb og tilskud til vores høje transportudgifter i praktik, hvis uddannelsen skal gøres mere attraktiv.” siger Nicolaj Laue Juhl, forperson for Sygeplejestuderende Landssammenslutning.
Læs debatbogen ”Hånden på hjertet, hvem passer på os”.
Tid og sted: onsdag den 27. november fra kl. 08.00-10.00 i Rigsdagsgården ved Christiansborg.