Der kan godt være gode penge i at tjekke sin Lotto-kupon – også selvom der ikke er gevinst i første omgang.
Ved weekendens trækning af Millionærgarantien blev der nemlig udtrukket to Lynlotto-kuponer, som begge pludselig er 1.000.000 kroner værd.
Men indtil videre har Danske Spil ikke hørt fra ejerne.
Den ene Lynlotto-kupon blev købt hos Shell i Løsning. Det var en Lynlotto med Joker for 70 kroner – uden yderligere gevinst.
Den anden Lynlotto-kupon var også med Joker, og den var også uden gevinst, indtil den blev udtrukket som vinder af en million. Den blev købt i Føtex i Viborg.
”Her fra Danske Spil skal der lyde et stort tillykke til alle ugens heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier”, lyder det fra Malene Mølgaard, der er direktør i Danske Lotteri Spil.
Vindertal, Lotto, 15. april
4, 8, 10, 12, 13, 17, 27
Tillægstal, Lotto, 15. april
6
Fakta om Millionærgarantien
Millionærgarantien har eksisteret siden2015 og betyder, at der hver uge findes to heldige danskere, der vinder 1.000.000 kroner.
De to millionærer findes ved lodtrækning blandt samtlige ugens spillede rækker - uanset om der er gevinst på rækken.
Millionærgarantien har siden 2015 gjort over 700 spillere til millionærer - og der trækkes fortsat to nye hver eneste uge.