En opfordring til hensyn: Her opfordre trafikselskab til ikke at tage cyklen med

Generelle nyheder

11/03/2025

Foto: Midttrafik
Foto: Midttrafik

Skrevet af J. Bøgen

Med et stigende passagertal er flere afgange fyldte, særligt i tidsrummene 7-9 og 15-18. En ny informationskampagne opfordrer passagerer med cykler og medpassagerer om at tage hensyn til hinanden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden januar har det været muligt at tage cyklen gratis med i Midttrafiks busser og Letbanen. Kombinationen af cykel og kollektiv trafik er en smart og fleksibel måde at rejse på, men med flere passagerer på specifikke tidspunkter, begynder pladsproblemer at opstå.

Aarhus Letbane og Midttrafik lancerer derfor en ny kampagne for at gøre passagererne opmærksomme på, at der ikke altid er plads til cykler på de mest travle afgange. Særligt i myldretiden i hverdagen mellem kl. 7-9 om morgenen og kl. 15-18 om eftermiddagen kan det være en udfordring at få plads til cyklen.

Det gælder især på L2 mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital.

En opfordring til hensyn

Administrerende direktør for Aarhus Letbane Michael Borre understreger, at muligheden for at tage cyklen med er en stor fordel, men at det kræver hensyn fra passagererne:

”Det er en positiv nyhed, at cykler nu kan tages gratis med – også i Letbanen. Men vi oplever, at visse afgange allerede er fyldte. Derfor er det vigtigt, at passagererne er opmærksomme på, at det ikke altid vil være muligt at tage cyklen med.”

Midttrafik bakker op om budskabet og beder passagerer med cykler tage ansvar for en god rejseoplevelse for alle:

”Vi er glade for at kunne tilbyde gratis cykelmedtagning, men det er vigtigt, at alle passagerer får en god oplevelse. Derfor beder vi passagerer med cykler om at tage hensyn og være opmærksomme på, om der er plads,” udtaler Lars Berg, direktør for Midttrafik.

Han tilføjer: ”Hensynet gælder selvfølgelig også den anden vej. Cykler skal placeres i flexarealet og her beder vi de øvrige passagerer vise hensyn, så passagerer med cykel kan komme hurtigt på plads”.

Plads til alle passagerer

Aarhus Letbane og Midttrafik lancerer en informationskampagne, der opfordrer passagererne til at tage hensyn til hinanden. Både at passagerer med cykler overvejer, om der er plads i Letbanens flexareal, men også hvordan man som medpassagerer tager hensyn til passagerer med cykler. Kampagnen vil være synlig både på Letbanens perroner og sociale medier.

Letbanens flexareal er forbeholdt cykler, barnevogne, kørestole m.m. og her gælder det selvfølgelig, at der skal tages hensyn til alle.

For yderligere information om reglerne for cykelmedtagning i Letbanen se  Rejsegods, cykler m.m.

Hvornår er Letbanen særligt fyldt?

  • Morgen: Kl. 7-9 på L2 mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital i Aarhus (begge retninger)

  • Eftermiddag: Kl. 15-18 på L2 mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital i Aarhus (begge retninger)

I disse perioder anbefales det, at passagerer med cykel enten overvejer at lade cyklen blive hjemme eller tager en afgang uden for myldretiden.