Ny cykel- og gangbro er rykket et stort skridt nærmere realisering

Generelle nyheder

11/03/2025

Ny bro mellem Enghave og Islands Brygge. Grafik: Rambøll Københavns Kommune
Ny bro mellem Enghave og Islands Brygge. Grafik: Rambøll Københavns Kommune

Skrevet af J. Bøgen

Nu ligger det fast, hvordan Københavns Kommunes bud på en ny bro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge kan komme til at se ud. Teknik- og Miljøudvalget har nikket ja til at gå videre med forvaltningens forslag, og derfor er en ny broforbindelse over Københavns Havn rykket et stort skridt nærmere en realisering.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når politikerne på Københavns Rådhus går ind til de kommende budgetforhandlinger, er en mulig bro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge på listen over projekter, der skal findes finansiering til.

Teknik- og Miljøudvalget har nu besluttet, hvordan den nye bro og dens landinger på hver side af havnen skal se ud. Det betyder, at projektet nu er så langt fremme, at man kan tage spørgsmålet om finansieringen med til de kommende budgetforhandlinger.

Hvis der også opnås enighed om dette, vil det give et markant løft af især cykelinfrastrukturen i byen. Den nye bro er blandt andet udset til at aflaste den eksisterende Bryggebro.

Fra Sirius Plads til Lyngholm

Valget er faldet på det såkaldte løsningsforslag A, hvilket giver en bro, hvor fodgængere og cyklister føres samlet fra Sirius Plads til Lyngholm på Enghave Brygge, med fodgængerne på den sydlige side af broen.

Selvom politikerne nu har peget på denne løsning, arbejder forvaltningen videre med udformningen af veje og stier til og fra broen på begge sider af havnen. Der bliver blandt andet kigget på, om der skal opsættes et lyskryds på Lyngholm-siden.

Der har løbende været afholdt flere borgermøder på begge sider af havnen. De mange forslag og idéer fra møderne er forsøgt indarbejdet i de endelige løsningsforslag, som politikerne nu har taget stilling til.

”Jeg ved godt, at man lokalt er betænkelig ved, hvilke konsekvenser den nye broforbindelse vil få for lokalområderne, men jeg synes, at den valgte løsning forsøger at afbøde dem mest muligt. Det er samtidig også vigtigt, at vi ikke bare sikrer, men også fremtidssikrer vores cykelinfrastruktur. Allerede nu er den eksisterende Bryggebro tæt på at nå sin maksimale kapacitet, og den trafik vil kun stige i takt med byens udvikling. Derfor er jeg glad for, at vi nu har valgt en model for den nye bro, så vi kan gå videre med arbejdet med at sikre finansiering til projektet,” siger Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod.

Anlægsbudgettet for den nye bro anslås til godt 245 mio. kr.