Det var sen aften på Roskilde Festival 2022, og Noah Rosanes og hans hold af skiftende gæstemusikere spillede på tredje døgn i en container med glas i den ene væg, placeret midt i festivalens inferno af musik og mennesker.
"Nu skal vi simpelthen have publikum som kor," udbrød Noah Rosanes og lempede en mikrofon ud til de nærmeste festivalgæster, der dansede med ude foran glasruden. Kort efter sang flokken opstemt med på ”na-na-na”-kor, og kom i samme nu til at blive en meget aktiv del af det fælles musikalske værk, UNIFY.
Situationen er helt karakteristisk for det musikalske projekt, som Noah Rosanes - i samarbejde med kunstnere som Mattias Kolstrup, Rebecca Lou og 20 andre særligt inviterede kunstnere - kastede sig ud i under festivalen.
"Målet med projektet UNIFY var at skabe et fælles musikalsk værk, hvor diversitet var i førersædet. Men også at eksperimentere med selve måden, man skaber musik. Ved at jeg udstillede mig selv 24 timer i døgnet i et glasstudie, opstod en helt speciel energi, på en helt anden måde end i et normalt studie," fortæller Noah Rosanes i en pressemeddelelse.
"Energien og oplevelsen gik begge veje, publikum kunne opleve sangene blive skabt, og musikerne blev inspireret af publikum, som flere gange blev involveret og kom med musikalske forslag, mens musikken blev til."
Udkommer til marts
Siden den flere døgn lange indspilning på festivalpladsen er UNIFY blevet til et egentlig album, som Noah Rosanes planlægger at udgive til marts.
Men UNIFY er et værk, der vinder ved, at man oplever det med flere sanser. Ud over lyd og musik er der også blevet optaget flere timers video og taget hundredevis af billeder, der dokumenterer hele tilblivelsen af UNIFY som et kollektivt værk.
Noah Rosanes og RAGNAROCK er nu gået sammen om at lade publikum få den fulde oplevelse af UNIFY. Med udgangspunkt i de mange timers film og billeder har Noah Rosanes skabt en visuel side til hvert af UNIFYs ti numre.
Og nu bliver det muligt for RAGNAROCKS gæster at opleve eller genopleve UNIFY i både lyd og levende billeder i det selv samme mobile containerstudie, som det hele blev til i.
Foto: Noah Rosanes
Som en autentisk bid af Roskilde Festival
"UNIFY er et udtryk for den kollektive spontanitet, der opstår, når man samler flere end 100.000 mennesker til Roskilde Festival. Energien og festivalens værdier er blevet til et kunstværk, og ligesom festivalen er UNIFY et bombardement af sanserne. Det er helt unikt, at vi kan gøre UNIFY til mere end lyd og vise det som en kunstinstallation i containerstudiet - som en autentisk bid af festivalen," fortæller RAGNAROCKs museumsinspektør Rasmus Rosenørn.
"Museumsgæsterne kan i forvejen opleve vores store særudstilling om 50 år med Roskilde Festival, og nu lægger vi så endnu et lag på den oplevelse," forklarer han.
Albummet UNIFY udkommer i løbet af marts 2023.
UNIFY på RAGNAROCK åbner fredag den 10. februar og kan opleves i museets udendørs caféområde. Der er gratis adgang til installationen.
UNIFY og resten af særudstillingen om 50 år med Roskilde Festival kan opleves på RAGNAROCK frem til efteråret 2023.
Noah Rosanes
Noah Rosanes er en anerkendt guitarist, producer sangskriver og kunstner, der arbejder inden for en bred vifte af genrer. Han har produceret fire Ugens Uundgåelige på P3 og et ugens album på P4 - og mere end 20 albums, hvoraf flere er blevet nomineret til awards som Carls Prisen, Zulu Awards og DMA, samt Årets Pop-album af Independent Music Awards i New York. Noah Rosanes har produceret og arbejdet med adskillige artister som for eksempel Nelson Can, Ameli Dot, Søs Fenger.
I 2017 stod Noah Rosanes bag konceptet "Åbne Ører" som huskunstner på Christiansborg. Med afsæt i interviews med Jakob Ellemann-Jensen, Uffe Elbæk, Ida Auken og en lang række andre folketingspolitikere skabte Noah Rosanes et værk, hvor politikernes stemmer var bearbejdet digitalt til ukendelighed. På den måde fremstod deres politiske tanker og visioner adskilte fra den enkeltes stemme, og lytteren blev tvunget til at lytte med ørerne frem for øjnene.
Tilbage i 2016 gennemførte Noah Rosanes forløberen for UNIFY, hvor han låste sig inde i sit studie i en uge og fik besøg af en lang række musikere, som han indspillede med.
Det er erfaringer fra alle disse projekter, der nu tager form i UNIFY.