Efter branden i Børsen: Nu skal heltene hyldes

Generelle nyheder

17/05/2024

Foto: Marcus Stoltze / Dansk Erhverv
Foto: Marcus Stoltze / Dansk Erhverv

Skrevet af J. Bøgen

Det er en måned siden, den ikoniske bygning stod i flammer.

Den 16. april nedbrændte en stor del af Børsen i København i forbindelse med en brand i den 400 år gamle bygning. Ved branden mistede København et af sine mest ikoniske vartegn.

Men med en heltemodig indsats fra blandt andet Hovedstadens Beredskab, Politiet og Nationalmuseet lykkedes det at redde næsten halvdelen af bygningen og en stor del af den kulturarv, der havde hjemme i Børsen.

Den indsats vil Københavns Kommune sammen med Dansk Erhverv hylde ved en reception på Københavns Rådhus den 22. maj.

Det skriver Københavns Kommune og Dansk Erhverv i en fælles pressemeddelelse.

Fortjener en kæmpe tak

Til receptionen vil overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen holde tale og takke de mange mennesker, der bidrog til indsatsen ved branden i Børsen.

”Mens vi alle så til med sorg i hjertet, arbejdede medarbejdere på højtryk for at slukke flammerne og redde vores fælles kulturarv. På byens vegne vil jeg gerne sige tak for den store og modige indsats. Uden jeres indsats, var der intet fundament at bygge videre på,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

”Myndighedernes dybt professionelle indsats under branden fortjener en kæmpe tak. Takket være heltemodige medarbejdere og frivillige lykkedes det at redde uvurderlig kunst ud af bygningen og at stoppe branden fra at få fat i hele bygningen. At næsten halvdelen af Børsen i dag står i nogenlunde samme stand, skyldes myndighedernes handlekraftige og hurtige indsats. Det er jeg – og mange andre – dybt taknemmelig for,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Til receptionen holder beredskabsdirektør ved Hovedstadens Beredskab Jakob Vedsted Andersen også tale. Herefter serveres rådhuspandekager for gæsterne.

Receptionen er for medlemmer af borgerrepræsentationen samt bl.a. Hovedstadens Beredskab, Københavns Politis Beredskabsenhed, Nationalmuseet, Livgarden, Hjemmeværnet, Folketingets administration, medarbejdere fra Dansk Erhverv samt samarbejdspartnere.