Disse danskere skal koge vandet efter fund af colibakterier

Generelle nyheder

02/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Man arbejder på højtryk for at finde fejlen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredensborg Forsyning har registreret såkaldte coliforme bakterier (i daglig tale colibakterier) i drikkevandet.

Det skriver Fredensborg Forsyning på sin hjemmeside.

Fundet betyder, at borgerne i det berørte område anbefales at koge vandet op til 1000 grader i mindst 2 minutter, før man benytter det. Vandet skal spilkoge, da det sikrer, at flest muligt mikrorganismer dræbes/inaktiveres.

Meget lille risiko

Coliforme bakterier er en gruppe af bakterier, der er naturligt forekommende i jord, forrådnede planter og overfladevand. De findes ikke naturligt i drikkevand og råvand, og er derfor et tegn på forurening af vandet.

Coliforme bakterier er som regel ikke sygdomsfremkaldende i sig selv, men øger sandsynligheden for, at der også findes sygdomsfremkaldende bakterier i vandet, idet de trives de samme steder.

Fredensborg Forsyning understreger, at der er en meget lille risiko for at blive syg, hvis man har drukket af vandet, da der kun er fundet små mængder bakterier. For en sikkerhedsskyld anbefales det dog at koge vandet, før det bruges til madlavning eller til at børste tænder.

Man kan godt bade i vandet, og dyr må gerne drikke det.

Hvis man bliver syg, skal man kontakte sin læge.

Indtil videre gælder anbefalingen om at koge vandet til og med i morgen, onsdag d. 3. juli. Man kan få opdateringer om situationen på Fredensborg Forsynings hjemmeside samt på forsyningens facebookside.

Kort: Fredensborg Forsyning