Det er slet ikke slut endnu: Så længe vil snestormen vare

Generelle nyheder

03/01/2024

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Nye områder af landet kan desuden blive ramt i løbet af aftenen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tusindvis af pendlere og andre rejsende har måtte lægge nye planer onsdag morgen.

Snestormen over store dele af landet har nemlig ført til både indstillet busdrift, lukkede letbaner og ikke mindst aflyste tog i massevis.

Flere steder fraråder politiet også unødig udkørsel, ligesom flere kommuner melder ud, at de bliver nødt til at prioritere de borgere, der skal have besøg af syge- eller hjemmepleje - simpelthen fordi personalet ikke kan nå frem til alle.

Men hvis man er taget afsted på arbejde i dag, eller nåede at tage toget/bussen, inden tingene for alvor begyndte at lukke ned, kan det godt tænkes, man skal lede efter et sted at sove i nat.

Snestormen er nemlig på ingen måde overstået inden for de næste par timer.

Hele natten - og noget af morgenen

Ifølge DR's prognoser for vejret, vil sneen først stoppe med at falde i Nordjylland i morgen tidlig omkring kl. 5. Vinden vil dog forsætte med at kunne give fygning op ad formiddagen.

I Østjylland er det lige omvendt. Her vil vinden lægge sig først, men snevejret kan fortsætte til op ad formiddagen.

I Nordsjælland vil vinden gradvist aftage, og snevejret vil ophøre omkring kl. 7 torsdag morgen.

For at vejret kan kategoriseres som snestorm, skal der være en middelvind på mindst 10 m/s, ligesom der skal falde 10 cm sne på 6 timer.

Flere steder i landet er der allerede målt snedriver på over en meter, og selvom fygning nok også har en del med det at gøre, er det vist sikkert at sige, at de 10 centimeter er mere end nået de fleste steder.

Også andre dele af landet kan fra i aften nå ind i området med snestorm. Det gælder blandt andet det nordlige Fyn.