Danskerne får længere og længere når de skal handle

Generelle nyheder

03/05/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Hvor langt har du til den nærmeste dagligvarebutik?

Antallet af dagligvarebutikker pr. indbygger er faldet i 89 af landets 98 kommuner i perioden fra 2012 til 2022. En ny analyse fra Danmarks Statistik ser på den baggrund på udviklingen i antallet af borgere med mere end 5 km til nærmeste dagligvarebutik.

Nye tal afslører

To tredjedele af den danske befolkning havde i 2022 mindre end 1 km til nærmeste dagligvarebutik, men for 229.000 personer svarende til 3,9 pct. af den danske befolkning er turen 5 km eller længere, når der skal handles ind til aftensmaden. Det er en stigning på 35.000 personer siden 2012. Det viser en ny analyse af afstanden til nærmeste dagligvarebutik.

”Når flere har fået over 5 km til dagligvarebutikker, kan det bl.a. hænge sammen med, at antallet af dagligvarebutikker er faldet siden 2012,” siger Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik med henvisning til, at antallet af dagligvarebutikker er faldet med 500 siden 2012 til 3.960 dagligvarebutikker i 2022.

Færre butikker

I 89 ud af landets 98 kommuner er antallet af dagligvarebutikker pr. indbygger desuden faldet i løbet af den 10-årige periode. 

95 pct. af dem, der har 5 km eller derover til nærmeste dagligvarebutik, har også mere begrænset adgang til offentlig transport. Det vil sige, at de enten har længere end en halv km til nærmeste stoppested eller station, eller at der er mindre end fire afgange i timen. 

Til gengæld bor 89 pct. af dem med relativt langt til nærmeste dagligvarebutik samtidig i en familie med bil.

Læs mere i analysen, hvor du blandt andet kan se alle kommunernes andel af borgere med 5 km eller længere til en dagligvarebutik.