Boligmarkedet har efter alt at dømme bevæget sig ind i en ny fase oven på nogle usædvanligt gunstige år med meget handelsaktivitet.
Efter afslutningen på september og dermed 3. kvartal i år står det nemlig klart, at de seneste tre måneder har budt på et væsentligt prisfald for både huse og lejligheder.
Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Konkret er der tale om, at salgspriserne for villaer og rækkehuse er faldet med 2,7 procent fra 2. til 3. kvartal i år, imens prisfaldet for lejligheder lyder på 4,7 procent i samme periode.
Det er første gang i de seneste 10 år, at der er sket kvartalsvise prisfald i den størrelsesorden.
”Det er meget tydeligt, at der er sket en ændring på boligmarkedet i løbet af 3. kvartal. Igennem første halvår har vi set prisstigninger for både huse og lejligheder, der har ligget i et mere naturligt leje, end vi har set det for samme periode i de seneste år. Men den udvikling er der sat en brat stopper for i 3. kvartal. Her ser vi omvendt et prisfald for begge boligtyper, der er noget mere markant, end vi ellers tidligere har set det,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”Det er et prisfald, der hænger sammen med de økonomiske usikkerheder, der er blevet mere tydelige igennem 3. kvartal, nemlig de stigende renter, inflation og galoperende energi- og elpriser. Det er alt sammen ekstra udgifter, som lægger en dæmper på boligkøbernes købekraft og dermed begrænser antallet af handler og presser priserne ned.”
Huspriserne er fortsat på niveau med sidste år
Ser vi isoleret på september måned tog de gennemsnitlige salgspriser for villaer og rækkehuse et dyk ned på 1,2 procent. Det bringer den gennemsnitlige salgspris for huse ned på 17.382 kroner per kvadratmeter.
Dermed ligger huspriserne dog også fortsat på niveau med samme tidspunkt sidste år.
For lejlighederne er der sket et fald i priserne på 1,7 procent igennem den seneste måned. Det bringer den gennemsnitlige salgspris ned på 34.077 kroner per kvadratmeter, hvilket er 1,1 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.
”Trods en noget mere afdæmpet prisudvikling i år og egentlige fald i priserne i de seneste måneder, har salgspriserne, takket være de markante stigninger, vi har set under corona, indtil videre holdt sig over sidste års niveau. Men det er slut nu for lejlighederne, og vi kommer formentlig også til at se, at huspriserne udvikler sig i samme retning i den kommende tid,” siger Birgit Daetz.
Stort prisfald i Region Hovedstaden
Ser vi nærmere på den geografiske udvikling, er det især Region Hovedstaden, der står for den største tilbagegang i boligpriserne. Her ligger den gennemsnitlige salgspris ved udgangen af 3. kvartal på 33.330 kroner per kvadratmeter for huse, hvilket er et fald på4,5 procent i forhold til 2. kvartal.
For ejerlejligheder er salgspriserne i Region Hovedstaden gået fra 48.527 kroner per kvadratmeter til 45.495 kroner per kvadratmeter fra 2. til 3. kvartal, og der er således tale om et fald på seks procent.
”Uanset om vi kigger på huse eller lejligheder, er Region Hovedstaden præget af et højt prisniveau, og derfor er det også naturligt, at det netop er her, vi ser de største ændringer. Nu, hvor flere købere er presset på økonomien, vil der også være færre, der kan købe bolig for det samme beløb som tidligere, og det bidrager til at presse salgspriserne ned,” siger Birgit Daetz.