Bakterier i drikkevandet - her skal du koge det, inden du drikker det

Generelle nyheder

14/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Man har endnu ikke fundet ud af, hvor forureningen kommer fra.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sommer er som regel lig med varme, og selvom det har været sporadisk med solens stråler den sidste tid, har der da alligevel været perioder med temmeligt høje temperaturer.

Og som vi alle ved, er det vigtigt at få en masse væske, når solen bager, og der bør vi, hver eneste gang vi tager et glas vand fra hanen, prise os lykkelige for, at vi faktisk har den mulighed i Danmark.

Eller ... for tiden er det kun næsten alle steder i Danmark.

Kunder til Solberg Vandværk i Nordjylland har nemlig skullet koge deres drikkevand siden d. 28 juni, fordi der er registreret for høje værdier af E. coli-bakterier.

Både kommunen og vandværket har sat hårdt ind for at finde forureningskilden, men det er ikke lykkedes endnu - og derfor anbefaler centerchef for natur og miljø i Rebild Kommune, Tove Nygaard, at de mere end 1500 danskere, der får vand fra Solbjerg Vandværk, fortsætter med at koge drikkevandet.

Det skriver TV 2 Nord.

Går den rigtige vej

Selvom hverken kommune eller vandværk har været i stand til at finde kilden til forureningen, går det imidlertid den rigtige vej med værdierne i vandet.

Grænseværdien for E. coli-bakterier i drikkevandet er 20, så hvis værdien i vandet er over det niveau, anbefales det at koge drikkevandet. De seneste prøver har imidlertid vist værdier på 8, og derfor er det faktisk inden for det acceptable område.

Alligevel anbefaler kommunen, at borgerne stadig koge drikkevandet - i hvert fald lidt endnu.

"Det gør vi, indtil vi får resultatet af de seneste prøver i næste uge. Fordi når man har haft forurening, skal man sikre sig, at der ikke sidder bakterier i ledningsnettet. Prøverne i næste uge skulle gerne vise, at det ikke længere er nødvendigt at koge vandet," fortæller Tove Nygaard til TV 2 Nord.

Til trods for snart tre uger med en noget mere besværlig proces for at få et glas vand, har brugerne imidlertid taget situationen pænt, fortæller formand for vandværket, Søren Skaarup, selvom mange selvfølgelig er trætte af situationen.