Fra den 20. januar og fire uger frem til den 18. februar må passagererne, der rejser mellem Herning, Engesvang og Silkeborg, væbne sig med ekstra tålmodighed.
Banedanmark er nødt til at spærre sporet for at udbedre 100 meter dæmning ved Funder Bakke, så dæmningsskredet ikke udvikler sig yderligere.
"Vores intelligente sensorsystem har i starten af januar varslet os om, at dæmningen ved Funder er i bevægelse og i et tidligt stadie af et dæmningsskred. Vi havde i forvejen planlagt at lave dæmningen til sommer, men med den seneste varsling kan vi allerede nu sætte ind proaktivt og udbedre skaderne, inden det udvikler sig til et mere langvarigt og akut sporarbejde til gene for passagererne," siger sektionschef ved Infrastruktur i Banedanmark Anders Muus.
Indsætter togbusser
Det er GoCollective, der står for togdriften på strækningen, og beslutningen om lukning er sket i tæt samarbejde mellem netop GoCollective og Banedanmark.
"Vi er kede af denne forstyrrelse. Det er meget beklageligt, at der skal være den slags udfordringer med at yde den service, vi gerne vil. Vi forstår passagerernes ærgrelse til fulde - og vi deler den. Der indsættes togbusser på alle de aflyste afgange," fortæller Erik Poulstrup, der er direktør for GoCollective.
Indtil strækningen spærres vil der fortsat køre tog på strækningen - de vil dog køre med bare 40 km/t af sikkerhedshensyn.
Der er desuden indsat sporvagt døgnet rundt for at holde øje med, om dæmningsskredet udvikler sig.
Hvad skal der laves?
100 meter dæmning i 10 meters højde skal udbedres.
160 meter spor skal fjernes for at kunne komme ind med de store maskiner og udskifte den dårlige jord med ny, god grus under sporet.
GoCollective indsætter togbusser mellem Herning og Silkeborg samt mellem Engesvang og Silkeborg i perioden, hvor dæmningen skal laves. Rejseplanen vil løbende være opdateret med trafikale ændringer.