3 broer på stribe: Flere vejarbejder vil give trafikale udfordringer

Generelle nyheder

14/03/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det bliver en langstrakt affære.

Vejdirektoratet skal fra april frem til efteråret udføre reparationer og vedligehold på både Svendborgsund-, Siøsund- og Langelandsbroen.

Reparationerne skal sikre, at broerne kan holde mange år frem i tiden. Det betyder gener for trafikanter, som skal til og fra Tåsinge og Langeland.

Umiddelbart efter påske går vedligeholdelsesarbejdet i gang på både Langelandsbroen og Svendborgsundbroen.

Første bump i april

Midt i april er der også et kortvarigt arbejde på Siøsundbroen, men ellers går arbejdet på denne bro først i gang efter sommerferien.

”Det bliver ikke helt så nemt de kommende måneder at være trafikant til og fra Tåsinge og Langeland. Sæsonen for broarbejder går i gang med forårets kommen og det betyder, at vi i Vejdirektoratet skal have færdiggjort arbejdet på Langelandsbroen, og så skal vi udføre vedligehold på Svendborgsundbroen og Siøsundbroen,” siger Line Faxøe Enghave Lauridsen, projektleder i Vejdirektoratet.

På Svendborgsundbroen skal Vejdirektoratet færdiggøre vedligehold af betonen både udvendigt og indvendigt på brokassen, som bærer vejbaner og cykelstier. Arbejdet kommer til at foregå fra undersiden af broen og inde i selve broen Der bliver sat betonautoværn op på broen, og vejbanerne bliver indsnævret. Det sker fordi indgangen til broen er placereret i kørebanen. Hastigheden bliver sat ned til 40 km/t. Der vil dog fortsat være et farbart spor i hver retning, samt én farbar dobbeltrettet sti til fodgængere, cyklister og knallerter.

Langelandsbroen skal have ny belægning på fortove.  Et spor vil blive brugt som arbejdsareal og trafikken skal afvikles i det andet spor via signalregulering. Der vil blive arbejdet på broen fra mandag morgen til fredag klokken 12.00, så ingen afspærringer i weekenderne.

En bro, to opgaver

På Siøsundbroen skal Vejdirektoratet i år gennemføre to renoveringsopgaver. I midten af april skal der over fem hverdage udføres et eftersyn af broens armering.

For at kunne udføre opgaven afspærres et spor i tidsrummet 8.30 – 19.00 alle dage, og der bliver opsat signalregulering.

Den anden opgave på Siøsundbroen er reparation af belægningen på fortovene og langs kantsten. Det går Vejdirektoratet i gang med efter sommerferien, og det bliver udført som aften og natarbejde for at genere trafikken mindst muligt. Der vil være et spor farbart, og der bliver opsat signalanlæg.

”Vi er tilbage på Langelandsbroen for at færdiggøre det arbejde, vi gik i gang med i 2022. I år bliver vi helt færdige, så der er en ende på trængslerne. Vi tager særlig hensyn til weekendtrafikken, og vi er også særligt opmærksomme på arrangementer i området, som kan give øget trafik på broen,” siger Line Faxøe Enghave Lauridsen, projektleder i Vejdirektoratet.

Artiklen fortsætter under kortet.

Broarbejder i det sydfynske 2024. Grafik: Vejdirektoratet

Arbejderne i tid, 2024

Langelandsbroen

Start: 2. april

Slut: September

Svendborgsundbroen

Start: 2. april

Slut: Juli

Siøsundbroen (to perioder)

Første start: 15. april

Første slut: 19. april

Anden start: Efter sommerferien

Anden slut: Slut november

Trafikanter kan følge med på trafikkortet

Renovering af bygværker er ofte også lig med gener for trafikanterne. Derfor opfordrer Vejdirektoratet trafikanterne til at holde øje med trafikkortet og med skiltningen ved de enkelte broer.

I forbindelse med vedligehold af de tre sydfynske broer opfordrer Vejdirektoratet trafikanterne til at tage af sted i god tid og påregne ekstra rejsetid.

”Vores broer er den eneste vej til Tåsinge og Langeland, og derfor er det sårbart, når vi skal ind og arbejde på dem. Det gør det ekstra vigtigt, at trafikanterne er informeret, og vi bestræber os på at planlægge det med færrest mulige gener for trafikanterne, da det er deres eneste vej i bil til og fra Tåsinge og Langeland,” siger Line Faxøe Enghave Lauridsen, projektleder i Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet driver og vedligeholder samlet cirka 2.500 broer og tunneler, som indgår i statsvejnettet. De bliver regelmæssigt efterset for at sikre en tilfredsstillende stand af selve bygværket og sikkerheden for de trafikanter, som benytter broen eller tunnelen.