Mens alle store supermarkeder i Danmark i løbet af de seneste år har indledt udfasningen af de udskældte turbokyllinger, tøver ledelsen i Coop med at gå samme vej.
Detailgiganten har endda taget et skridt i den modsatte retning med planerne om at lukke Irma, der som den eneste Coop-butik har fjernet de hurtigtvoksende kyllinger fra sortimentet.
Men op til det årlige landsrådsmøde denne weekend kræver en række medlemsvalgte i Coop nu et kursskifte: Fremtidens Coop skal ikke sælge turbokyllinger.
71 medlemsvalgte står frem
Efter over fem års dialog om kyllingevelfærd med Coop, som kun har bragt beskedne resultater, har dyreværnsforeningen Anima ringet rundt til bestyrelsesformænd og landsrådsmedlemmer i Coop for at tage pulsen på baglandets holdning.
Over halvdelen af de adspurgte har udtrykt opbakning til en hurtig udfasning af turbokyllinger. Af disse har 71 taget et skridt yderligere og underskrevet en erklæring om, at Coop helt bør fjerne dem fra butikkerne frem mod 2025, og desuden bør arbejde for at forbedre velfærden yderligere ved bl.a. at sikre mere plads til dyrene.
En af underskriverne er kandidat til bestyrelsen og har desuden stillet forslag om en udfasning af turbokyllinger, som landsrådet skal stemme om på weekendens årsmøde.
Anima glæder sig
Alle dyreværnsorganisationer i Danmark ønsker et opgør med turbokyllingen ligesom det detailhandlen allerede har taget med burhøns.
Derfor vækker det stor glæde hos Anima, at interne kræfter i Coop nu opfordrer til handling:
“Det er positivt, at så mange i Coop ønsker at finde tilbage til den ansvarlighed, der tidligere har kendetegnet virksomheden, når det kom til fx dyrevelfærd. Den har topledelsen de seneste år vist sig at være villig til at gamble med, og det tror jeg har kostet mange kunder”, udtaler Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.
“Jeg mener der er en grænse for hvor længe Coops image kan bære at blive ved at sælge kyllinger, der vokser så hurtigt, at de ikke kan gå normalt og i værste fald risikerer at dø af sult eller tørst pga. lammelse," slutter han.
Turbokylling er et andet navn for hurtigtvoksende kylling. Den mest anvendte race i Danmark er Ross 308. Den vokser fra 50 g til lidt over to kg på 35 dage. Turbokyllinger lider i højere grad af gangproblemer, sår på benene, besværet vejrtrækning og organfejl. I Danmark går der op til 20 kyllinger på en kvadratmeter i konventionel produktion. Det er mindre plads end en burhøne har.