Energistyrelsens råd: Sådan kan du spare 1600 kroner ved 5 minutters indsats

Forbrug

15/05/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Den 15. maj er Danmarks nationale sommerlukdag, og tal fra Energistyrelsen viser, at der kan være flere hundrede millioner kroner at spare på landsplan.

Når du slukker for varmen over sommeren, kan det godt betale sig at bruge fem minutter ekstra på at slukke helt for varmeanlægget. Der er nemlig penge at spare, og så gavner det Danmarks grønne omstilling.

Det er ikke helt nok at dreje termostaten på radiatoren i bund, når man sommerlukker sit varmeanlæg. For selvom radiatorerne ikke varmer, arbejder anlægget stadig på lavt blus – ligesom når en bil holder i tomgang.  

Ved at slukke for varmen på selve varmeanlægget, kan den enkelte husejer opnå en årlig besparelse på 600-1600 kroner afhængigt af varmeformen, hvilket svarer til 3-5 procent af det årlige varmeforbrug, forklarer Matilde Grøn Bjørneboe, der er Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner:

”Når man sætter anlægget på sommerdrift, producerer det kun varmt vand og ikke varme til f.eks. radiatorer eller gulvvarme, hvilket giver god mening i sommermånederne. Det kan måske virke lidt uoverskueligt første gang, men det tager faktisk kun få minutter, og der er virkelig noget at vinde både for danskernes egen pengepung og klimaet.”

5 minutter, der gavner din pengepung og klimaet

Sommerlukning består af to enkle handlinger: Luk varmeanlægget og sluk cirkulationspumpen.

Det varierer fra bolig til bolig, hvilket håndtag på varmeanlægget du skal dreje på, og hvor du slukker cirkulationspumpen.

I nogle huse sker det ene eller begge dele automatisk.

Når du har lukket for varmeanlægget, er det en god idé at åbne helt for termostaterne på dine radiatorer, så de ikke sætter sig fast i løbet af sommeren.

SparEnergi.dk findes der guides, der viser, hvordan du sætter dit anlæg på sommerdrift.

Overordnede besparelser ved at sommerlukke for varmeanlæg fordelt på type

  • Oliefyr: 1.600 kroner

  • Naturgas: 900 kroner

  • Træpillefyr: 900 kroner

  • Luft til vand varmepumpe: 600 kroner

  • Fjernvarme: 700 kroner

Besparelsen gælder for en sommer i et standardhus på 130 m2.